Hvad er Skovgårde?
En samling sommerhuse og nogle få, nedlagte gårde på Norddjursland, tæt på Fjellerup? Det er det – også – men der gemmer sig derudover en masse spændende historie og historier.
Vidste du f.eks. at der har boet mennesker i Skovgårde siden bronzealderen? Det vidner gravhøjene på det fredede areal på sydsiden af Nordkystvejen om.
Og hvorfor hedder Skovgårde Skovgårde? Det skyldes middelalderborgen, som man stadig kan se rester af lige syd for Nordkystvejen.
Under 2. verdenskrigs var der sågar en kanonstilling i Skovgårde. Herfra kunne tyskerne holde øje med, om de allierede ville angribe fra øst. Resterne heraf ses også stadigvæk.
Alt dette kan du læse mere om her på Skovhist.dk og på Skovgaarde.dk.
Dertil kommer en masse interviews med nuværende og tidligere beboere og sommerhusbeboere i Skovgårde og omegn. For jeg begrænser mig ikke nødvendigvis til Skovgårde. Gemmer der sig en god historie f.eks. Rygårde, Hegedal, Tustrup eller lign. kommer den også med.
Du kan også læse “temaartikler” om f.eks. campingpladsen, kiosken eller rideklubben. Endelig er der små nutidshistorier om nogle af Skovgårdes mere “kendte” beboere.
At der er noget at skrive om, skyldes ikke mindst stor velvillighed fra de mange medvirkendes side. Har du lyst til at bidrage med din viden om og erfaring med Skovgårde, eller kender du nogen, der kan, så giv mig et praj på tinerydahl@gmail.com eller mobil 53701957. Jeg er altid parat til en snak.
Min egen interesse i Skovgårde skyldes et snart 60 år langt “kærlighedsforhold” til Skovgårde, idet mine forældre i 1967 byggede sommerhus her, som jeg senere overtog. Så Skovgårde er min “rod” og det er her, jeg allerhelst vil være. Måske har du det ligesådan?
Som bibliotekar ligger det i mit DNA at søge, systematisere og formidle information. Da jeg opdagede at Skovgårde stort set ikke var beskrevet nogen steder, lagde det grunden til dette seniorprojekt, som jeg med stor glæde bruger mange timer på. Artiklerne suppleres af billedforedrag og guidede ture, der finder sted hvert år i sommerens løb.
Enkelte artikler er skrevet af andre og bringes her med tilladelse af forfatterne.
Alle artikler kan også læses i Facebookgruppen “Skovgårdes historie”. Her er der desuden mulighed for direkte dialog, men tekst og billeder følges ikke ad som her på siden.
Du er velkommen til at kontakte mig på tinerydahl@gmail.com.
Tine Rydahl
“Skovgårdes historie”