Anni og Georg Lauritzen
Berberisvej 9
(Interview, juli 2022)
Som tidligere omtalt er der rigtigt mange Randersfolk, der har eller har haft sommerhus i Skovgårde. Annis forældre, Søren Anker og Inge Birthe (kaldet Kylle) med efternavnet Brogård var nogle af de første. Og Berberisvej blev i særdeleshed en vej for Randersfolk. Desuden havde en del af beboerne her det fælles træk, at de var selvstændigt næringsdrivende.
Randersvenner kommer til Skovgårde
Anni fortæller: ”Jeg er fra 1950 og opvokset i Randers. Min søster er 3 år yngre og min lillebror er fra 1960.
Annis forældre, Søren og Kylle. Han var fra 1921, hun fra 1928
”Kirsten Petersen, f. Thomsen, der har sommerhus lige overfor på Berberisvej nr. 8, er min barndomsveninde. Vi har kendt hinanden siden vi var 3 år. Hendes forældre, Magnus og Nanna Thomsen, flyttede til Randers og fik en gartnerbutik på Skt. Peders gade. Tæt på, på Fabersvej, havde min far slagterforretning og på næste hjørne lå Jens Dalsgårds købmandsforretning.
Disse næringsdrivende lærte hinanden at kende i Randers, de holdt bl.a. nytår sammen og tog også sammen på teltture.
Mine forældre startede med at leje sommerhus i Lystrup. Måske gjorde de andre også det. ”Men lad være med at bosætte jer på de små frimærker der”, blev de rådet til. Min far fik så at vide, at der var nogle grunde i Skovgårde og det fortalte han til de andre. I starten lejede de grundene af Johannes.
Der var stadig kornmark på arealet, da vi kom herud. Min far valgte grund først og det blev så nr.8, for der kunne man dengang se solnedgangen, da grunden lå højt.
Så gik det som bølger i vandet og andre venner og bekendte fra Randers fik også nys om Skovgårde og fik sommerhus her.
Da min far købte grunden, tror jeg, det var 3.600 kr, han gav.
Slagtermester Brogårds hus
Vores hus er bygget i 1960. Min far byggede det sammen med min bedstefar, Martinus Jensen.
Annis bedstefar Martinus Jensen, ses her på gyngen
Huset hedder Vibo, men jeg ved ikke hvorfor det fik det navn.
Huset var ikke ret stort, ca. 30-40 kvm og havde 4 køjesenge. Så mor og far sov på ottomanen i stuen. Men vi var der jo også kun om sommeren og ikke så længe af gangen.
Dette billede, hvor man ser husets navn, er fra efter ombygningen
Jeg var altså 10 år, da mine forældre byggede. I den alder har man jo ”parabolører”, så jeg fulgte med i alt, de voksne snakkede om.
Annis lillebror i forgrunden, så Anni regner med billedet er fra først i 1960erne. I baggrunden gyngerne, som en smed lavede. De blev gravet langt ned i jorden og står der faktisk endnu, da de ikke er sådan at fjerne.
Andre huse på Berberisvej
”Da vi kom herud, var der på Berberisvej kun Buchs hus, (nr. 11). Buchs var også fra Randers. Jeg kan huske, det var fru Buch, der sad på tagryggen og lavede taget. Det klarede hun og det talte vi om som børn. Dette første hus, der formentlig er bygget ca. 1959, mindede om vores, som det er nu med høj tagrejsning”.
Det første hus på Berberisvej, nr. 11, ses her i baggrunden
”Deres datter var på min alder, så hende har jeg leget med og vi har altid haft hul i hækken ned til dem.
Vi to skulle engang grave kartofler op for Jens Daugård og vi stod op kl 4. Vi fik 25 øre pr tønde, men vidste ikke at det var for en meget stor tønde. Det gav ikke engang 50 øre efter langs tid arbejde, men så fik vi lidt fra min far også.
De næste ejere af nr. 11 hed Drachmann og da kan jeg huske at huset hed ”Slap af ”. I dag er der et andet hus på adressen, bygget i 1973.
Randi og Henning Bjarnskov, der ejer huset i dag og også bor i Randers, kommer der meget sjældent.
Mine forældres venner, gartner Magnus Thomsen og hans kone Nanna byggede hus i nr. 8” (særskilt interview med Kirsten, datter af Magnus og Nanna følger).
”Og deres andre venner købmand Jens Dalsgaard og hans kone, blev ejere af nr. 6.”
(Særskilt interview med de nuværende ejere siden 1987, Børge og Ellen Asferg, følger).
Resten af vejens beboere beskrives af Anni nedenfor. Tekst i parentes er mine (Tines) oplysninger).
(Berberisvej nr.1 var oprindeligt ejer af en mand ved navn Wøbbe. Huset og dets historie og ejere er tidl. beskrevet i forbindelse med interview med nuværende ejere Marianne Meyer og Martin Elfenbein).
”På Berberisvej nr.2 boede varmeinstallatør Gunnar Stoltze, også fra Randers og før ham Danielsen. Det oprindelige hus bestod af flere tidligere ishuse, der var bygget sammen. Jeg kan mindes dem, men de har ikke været der så længe”.
(I 2008 blev der opført et nyt hus, og nuværende ejere siden 2020 er Trine og Morten Fisker Østergaard. I perioden 2007 til 2020 hed ejerne Dorthe Ertbjerg og Søren Hornbek.)
”Slagtermester Cresten Sørensen Tøth, også fra Randers og som min far også kendte, fik hus på Berberisvej, nr. 3”. (Bygget 1961. Huset eksisterer stadigvæk og nuværende ejer siden 2017 er Jørgen Lindø Jensen. Desuden har Leif Lindø Jensen også tidligere været ejer af huset.)
I nr. 4 boede malermester Herluf Bach Nielsen og hans kone Marie. Dem kendte mine forældre dog ikke på forhånd”.
(Det oprindelige hus blev bygget i 1961. I dag er der opført et nyt hus på grunden. Nuværende ejer siden 2003 er Bodil Roed og Jens Jørgen Refshauge.)
”Leif Juhl Pedersen fra Dronningborg og hans kone Lis boede Berberisvej nr. 5. Hun arbejdede i en slagterforretning i Adelgade, mens han var ansat på møbelfabrikken Royale på Hadsundvej.
Leif, der var 15 år yngre end min far, var i fritiden bryder sammen med min far, Min far var formand i bryderklubben. Leif lever endnu, men er dement”.
(Fra 2013 til 2020 var nr. 5 ejet af Susanne Juul Gangsted-Rasmussen og fra 2020 hedder ejerne Ole Gøtzsche og Ann Øster).
”Nr. 7 var ejet af overlærer Peder Chr. Terkelsen og hans kone Aase fra Århusvej i Randers. Han og konen var ikke en del af vennegruppen fra Randers”.
(Siden 2000 har ejerne været Bodil Damgaard Høegh og Lars Høegh).
Det oprindelige stenhus i nr. 10 var ejet af børneforsorgspædagog Ove Ladegård Frandsen og hans kone Grete. De var ikke fra Randers, men fra Ejby St.
Ove Frandsen druknede ulykkeligvis, da han faldt om i vandet. Hans kone havde derefter ikke lyst til at beholde huset og solgte det”.
(I dag er der et nyt, sort træhus på adressen. Ejerne siden 2007 er Hanna-Karin Steenfeldt Møller og Niels Poulsen Møller).
”Nogle af de andre oprindelige huse i området er blevet kørt hertil. Det har f.eks. været tidligere kolonihavehuse.
Jeg husker også at vi borede efter vand. Vi skulle gå med pilekviste for at søge efter vandet og der var så vand ved vores indkørsel. Hele vejen lavede en fælles boring, og det var det reneste vand. Vi har sågar pumpen stadigvæk. Men skulle vi bade, gik vi i vandet”.
Barn- og ungdom i Skovgårde
”Som barn gik jeg og veninderne op langs bækken op til skoven og til den nuværende Nordkystvej. Vi gik op til Johannes og kom op på ladvognen med heste foran. Vi blev trukket ned til engen, der nu er P plads, og her slog vi med le, og vi hjalp med at samle op og køre tilbage til gården. Vi var jo bypiger, så det var fantastisk for os at være med til.
Jeg husker, der var mange fluer dengang pga. køerne på markerne.
Vi var en gruppe af børn, der holdt sammen dengang: Kirsten, jeg selv og min søster, Lars Tøth og hans bror, Jørgen, malermester Herlufs søn plus hans søster Ulla, der desværre blev dræbt i trafikulykke. Senere fik de en datter, Eva.
Jeg legede også med nogle fra de andre veje, bl.a. Lisbeth Munk Jensen fra Borgmestervangen.
Vi børn gik tit i vandkanten nede på stranden. Nogle gange blev vi skældt ud af enkelte af grundejerne i første række. Men så kom Jens Dalsgård og sagde: ”der er ingen der ejer stranden her, vi må gå her alle sammen”.
Vi måtte ikke klatre i skrænterne, men det syntes vi var sjovt – netop når vi ikke måtte”. (Samme historie har Jens Daugaard og Christian Jacobsen fortalt).
”I puberteten ændrede tingene sig og vi havde andre kammerater derhjemme. Kirsten og jeg fik hver vores veninder, men fandt sammen igen, da vi var ca. 17 år. Vi kørte til Grenå til fest osv”.
Ombygning i 1970erne
”Omkring 1975-76 byggede vi ud og om og huset fik høj rejsning. Huset blev derved på ca. 70 kvm.
Billeder fra midt 70erne, da huset på Berberisvej 9 blev om- og udbygget, og bl.a. fik tag med høj rejsning.
Billeder af det ombyggede hus. I ca. 2001 er det udvendige træværk skiftet og der er også kommet termoruder i.
”Min far ville på et tidspunkt lave trappe op til Skipperholmen. Men så kom folk valfartende ned på vores grund, så vi nedlagde trappen igen”.
På billedet ses Annis far knælende, slagtermester Tøth th og i baggrunden Annis mor
”Stien, der går øverst på Berberisvej og ud til Skipperholmen, har altid været der, men nu er den bare markeret”.
Billeder af Berberisvej 9 set fra sydsiden
”I 1983 solgte min far sin slagterforretning, og desværre døde han under 1 år efter pga. lungekræft”.
En vej med sammenhold og 3. generation fandt også sammen
”Berberisvej var en vej med godt sammenhold. Bl.a. holdt vi hvert år Sankthansfest. Kirstens far Magnus var den ene, der spillede på harmonika. Thomsen, der stadig har hus i området, spillede også harmonika. Johannes spillede violin”.
Vores børn var en del af en gruppe af børn, der var meget sammen herude bl.a. Asfergs tvillingedrenge og Kirstens søn. Min søster har 3 børn, de var også med. ”Strandbanden” blev de kaldt.
Johannes og Frede
Som næsten alle andre, der er kommet i Skovgårde før i tiden, har Anni kendt Johannes og Frede. Her er hendes oplevelse af de to brødre:
”Vi var ofte oppe hos Johannes og Frede og se ”Perry Mason” i fjernsynet. Ingen andre havde jo TV. Jeg husker, vi sad på linoleumsgulvet, bevæbnet med slipposer fra Magda, mens brødrenes mor, Kristine, sad i en gammel øreklapstol. Der var kun koldt vand og i det hele taget meget spartansk. Der var ikke rigtigt noget på væggene, og der lugtede som i en kæder med fugtige sække. Men de var meget gæstfrie, der var plads til alle.
Frede virkede måske lidt mindre begavet, han grinede meget, fik latterkrampe, men sagde ikke rigtigt noget. Det var Johannes, der styrede gården, mens Frede tog sig af hønsene. Frede var nok mors dreng.
Han var anderledes, set med et barns øjne, opførte sig lidt som et barn, oplevede jeg. Men vi drillede ham ikke, selvom han mest sagde enstavelsesord.
Johannes var en herlig mand, en tilfreds mand med et pragtfuldt grin. Han kunne huske alle, også børnene og snakkede med alle. Han havde en kæmpehånd, og var i det hele taget en stor mand.
Johannes lejede grundene ud de første år. Og den pris, han havde sagt, holdt stik – en aftale var en aftale.
Brødrene talte altid pænt til deres mor og passede på hende.
Johannes viede sit liv til moren, gården og broren. Men han var altid glad for kvinder og ville gerne danse”. (Som bekendt mødte han Gerda Vindberg i en moden alder og de dannede par).
”Da det kneb for Johannes at gå mere, brugte han traktoren til at komme rundt.
Han berettede om en gang, han og Frede var ude at ro og der var så meget strøm, at de næsten endte i Bønnerup. ”I skal passe på havet”, sagde han til os børn”.
Respekt for havet fik man også i Skovgårde, da der i starten af 1960erne skete en forfærdelig drukneulykke, hvor en mand og to børn omkom. Denne ulykkelige hændelse beskrives i en særskilt artikel.
Johannes og fællesarealet
”Grundstykket neden for Berberisvej er i dag fællesareal. Johannes kunne ikke få lov at udstykke, selvom han gerne ville. Derfor forærede han arealet til grundejerne.
Der var dog et lille mellemspil, da Johannes blev medlem af Indre mission. Så ville han ændre tingene, så arealet skulle kunne bruges til Bibelcamping. Men da var papirerne underskrevne og aftalen kunne ikke ændres. Det var vi lettede over, for vi ville nødig have freden og roen ødelagt af Bibelcamping.
Det kunne Johannes ikke helt forstå og det var lidt ærgerligt, for der gik lidt skår i forholdet til Johannes. Men vi blev heldigvis venner med ham igen og alle havde et godt forhold til ham. Når Johannes gav et ord, kunne man regne med det – han var en herlig mand.
Det var en aftale, da han havde foræret arealet til foreningen, at han skulle beholde et stykke til at have bier og dyrke på. Det var neden for nr. 10, der hvor der er den årlige teltfest nu”.
Anni og Georgs liv i Skovgårde i dag
Georg er kommet i Skovgårde i 50 år – siden de blev gift. Han er inkarneret fluefisker og Anni fisker også meget. De står i waders ude i vandet. Parret har også en båd, men bruger den næsten ikke, da de ikke så godt kan lide at være ude i båden. Måske er det Annis oplevelser fra barndommen, der spiller ind?
”Vi fanger ørreder, det er kun dem, vi går efter. De går ind til kysten om aftenen. Vi kan dog også fange makrel. Om sommeren tager vi til Gjerrild, hvor der er dybere.
Her i Skovgårde er der mange, der fisker ved den tidligere FDM-campingplads, for der er ret dybt, og man kan køre ned til stranden. Vi går selv oftest hen til bækken, ved det kolde vand. Fiskeriet er dog ikke så godt, som det har været.
Tidligere har vi også sat garn ud, vi gik simpelthen ud med garnet og satte det på revlen. Nu skal man 100 m fra land ved lavvande, så man kan ikke gøre det sådan i dag.
Det var pga. fiskeriet vi købte huset fremfor mine andre to søskende”, slutter Anni sin fortælling om Skovgårde. Hun kunne også fortælle om nogle af de andre nærliggende huse og deres beboere, men det kommer med på et senere tidspunkt.