Arne Munk Jensen

Tidl. Borgmestervangen 6

(Interview, 10.2. og 25.7.2023)

Gensyn med et ansigt fra ungdomstiden

En sommerdag i 2021 mødte jeg Arne på stranden. Eller rettere, vores hunde mødte hinanden og legede sammen. For Arne og jeg genkendte ikke hinanden, selvom vi – ganske vist for mange år siden – var del af den samme gruppe af unge, hvis forældre havde sommerhus i Skovgårde.

Senere på sommeren fik jeg lavet en legeaftale med samme hund, Valde, hvis ”mor”, Kirsten Vartman Sell, har sommerhus på Svinget 18. Vi snakkede om, at jeg havde sommerhus på Borgmestervangen, hvortil Kirsten svarede: ”det var også der, Arnes forældre havde hus”. Så begyndte det at dæmre for mig. ”Kender du Arne?!”, spurgte jeg. ”Ja da, han sidder lige herinde i stuen!” Det viser sig, Arne er kæreste med Kirsten og det var derfor, han gik tur på stranden med Valde.

Så måtte jeg selvfølgelig have en aftale om et interview med Arne, hvis forældre byggede hus på Borgmestervangen 6. Endda et af de første i området. Og selvom huset ikke længere er i familien eje, har Arne en hel masse super spændende billeder og minder fra de første år herude, ligesom han kunne hjælpe min dårlige hukommelse på vej, når talen faldt på vores fælles ungdomstid herude.

Det blev et muntert og informativt møde, der også bragte lys over en del af de andre tidlige huse på Borgmestervangen og deromkring, idet Arnes far heldigvis tog en masse billeder, hvor de nærliggende huse også kan ses. Mere om disse huse i en senere artikel.

Ruth og Henning Munk Jensen bygger på Borgmestervangen 6

Arnes forældre, Henning og Ruth, købte grunden på Borgmestervangen 6 i 1954, samme år Arne blev født. Han har desuden en storesøster, Lilian, født 1950, samt en 6 år yngre lillebror, Flemming. Faren var VVS-mand, moren arbejdede i en del år ved

Grunden var skrånende, så huset blev støbt ind i skrænten, naturligvis med håndblandet beton. Derfor kunne man lige så godt lave en garage, dog ikke til bil, for en sådan fik familien først senere.

Brædderne udenpå huset blev tjæret. Og der blev lavet en dør på siden, med trappe foran.

Arne husker af gode grunde ikke de allerførste år, men kan huske tilbage til ca. 1960.

”Rejsen til Skovgårde”

Familien Munk Jensen boede på Mariagervej i Randers og når de skulle til Skovgårde, gik de først ned til Østervold, hvorfra de tog rutebilen. Det var før Nordkystvejens etablering, så man kørte bagom, ad Gl. Fjellerupvej, og stod af ved den nu nedlagte minkfarm. Turen herud tog sin tid, da rutebilen stoppede i mange byer undervejs: bl.a. Allingåbro, Fløjstrup, Gjesing, Nørager og Tustrup.

Det tog ca. ½ time at gå ned til sommerhuset og hver person i familien skulle bære en taske. Arne husker hvordan de gik ad vejen forbi Magdas kiosk og at der stort set ingen andre sommerhuse var.

1-2 gange om året – indtil familien fik bil – kørte Arnes onkel ud til sommerhuset med konserves, sengetøj mv.

Arne beretter: ”Familien var herude næsten hver weekend. Desuden var min mor og vi børn herude hele skolesommerferien, mens far kom herud i sine 2 sommerferieuger. Det var dengang man fra skolen kunne få en togbillet, som man kunne bruge i sommerferien. Og jeg skulle hvert år lige høre, om jeg kunne få til en busbillet til Skovgårde – men svaret var altid et nej…

Der var meget stille og fredeligt herude dengang. Og vi havde ingen strøm, der var petroleumslamper og vand hentede vi i kælderen”.

Som Arne husker det, blev Magda spurgt om hun ville have mælk med retur til sommerhusejerne, efter mejeriet havde hentet mælken om morgenen rundt omkring på gårdene. Det blev starten på kiosken, der også begyndte at handle med morgenbrød, senere sukker og mel osv. (Læs mere om kioskens historie i artiklen Handelsliv i Skovgårde)

”Min storesøster og jeg fulgtes ad, når vi om sommeren gik op efter mælk hos Magda. Vi skulle selv have de hvide mælkeflasker med, og vi skændtes om, hvem der skulle bære. Vi kunne også købe tykmæk, der smagte supergodt! ”

Arne husker også, at Daugaards (Magda og hendes mand) havde ca. 7 køer, som blev trukket ud i en kæde hver morgen, og blev tøjret på marken overfor – ikke noget med hegn. Om aftenen blev de hentet hjem igen og blev malket”.

Som bl.a. Anni Lauritzen (Berberisvej 8) også har fortalt, hjalp Arne også Johannes med at samle hø på det senere fællesområde nede ved vandet. Det var inden Johannes fik traktor, men havde heste. Arne husker han sad oven i læsset og kørte hjem til Johannes og Fredes gård.

”Hestene gik altid hen til køkkendøren, så kom brødrenes mor ud med 2 humpler rugbrød til dem, og så gik de selv ind i stalden”. (Læs mere om Johannes og Frede i artiklerne Interview med Bjarne Daugaard og Johannes Sørensen)

”Det var før Nordkystvejen, der kom i 1967. Det var en stor dag, da vejen kom!”

Senere, da Arne havde lært at drikke øl mv, husker han ritualet, når han skulle op til kiosken efter rundstykker: ”Min lillebror og jeg var først lige inde omkring ”Fru Pe´sen”, som vi kaldte hende. Det var enken i Skipperholmen nr. 1, – huset der hed TakOle. Så spurgte vi, om hun skulle have rundstykker med. Oppe ved kiosken fik vi lige en Guldtuborg (!), og når vi kom tilbage til Fru Pe´sen, stod der 3 Gammel dansk på kanten af terrassen…

Respekt for havet

Ostehandler Frandsens havde købt en stor træbåd, som Arnes familie fik, da Frandsens solgte deres hus i Skovgårde. ”Min far og Frandsen roede den hjem fra Bønnerup, hvor den var blevet bygget. Det var en fladbundet pram, der ikke kunne kæntre”, erindrer Arne.

Men alligevel lærte han og hans søskende at være forsigtige. ”Min far var en Forsigtigper og vi fik altid indskærpet, at var der hvide toppe på vandet, så var der lukket – ikke noget med at sejle ud. Det skulle nærmest være helt fladt vand, før vi fik lov”.

Jeg nævner det måske skyldtes den drukneulykke, der skete i slutningen af 1960erne og som Arne også kan huske. Den kan givetvis være en del af forklaringen på farens forsigtighed. (Drukneulykken beskrives særskilt i en senere artikel).

Arne har desuden billeder fra en episode fra slutningen af 1960erne – en episode, han husker godt: ”Der kom en båd drivende, og mændene fra området samledes på stranden og diskuterede, hvad de skulle gøre. Det endte med at nogen gik derud og fik den bjerget”.

På den tid var der også begyndt at komme tyske turister i Skovgårde. ”De smed sig bare på en luftmadras”, husker Arne, ”og var ikke vant til vand, men heldigvis var mange gode til at svømme. Engang kom nogle tyskere i nød, da de var sejlet ud. Min far sejlede ud til dem i naboens båd, der havde motor. ”Så er det ind”, kommanderede han, ”men han skældte dem ikke ud”.

”Jeg husker også, vi har siddet inde i stuen og set skumsprøjt slå op over skrænten. Det var vildt!”

Ombygning i 1976

I 1976 blev der bygget til huset, hvilket Arne var med til. Huset blev nærmest dobbelt så stort (plus 32 kvm) og tilbygningen blev pga. reglerne om afstand til skel lavet, så der kom et ”hak” på huset. Desuden blev indgangsdøren blev lavet om.

Der blev desuden lagt vand og strøm ind. Indtil da havde familien ingen vand om vinteren, men de havde en pumpe i kælderen, som naboerne i nr. 4 også nød godt af. Arne husker tydeligt, hvor grundigt hans far lukkede af til vinteren.

Fælles ungdomstid i Skovgårde

Ingen af os kan huske helt hvornår, men det har været i starten af 1970erne at Arne og jeg (Tine) så noget til hinanden i Skovgårde. Jeg husker desuden Søren Madsen (tidl. Gyvelvej 18) og Aage Kjølner (Nordvangsvej 36), mens Arne nævner navne som Ivan Byrgesen (tidl. Svinget 27, også omtalt i interview med Per Konggaard), Jacob Pelch, Lars Hansson og Ole Berg Sørensen (”Toppen”, Lyngbakken 5). Søren og Lars lever ikke i dag.

De fleste af ovennævnte kendte Arne fra Skovgårde, enkelte fra Randers. Da de blev lidt ældre, var kiosken blevet udbygget. De sad tit deroppe og snakkede – det var lidt før, de begyndte at drikke øl. De tog også til Fjellerup, og enten gik de derhen eller cyklede, men senere var det på knallert.

”Jeg har også været til teltbal”, bekræfter Arne, da jeg nævner denne årlige begivenhed som årets højdepunkt. ”Det var noget med masser af piger og også lidt sprut. I starten ikke rigtigt med alkohol, for det måtte vi ikke, og mor var ekspert i at opsnuse det. ”NÅÅÅH”! sagde hun meget bestemt, når hun kunne regne ud, vi havde drukket”.

Arne mindes, hvordan hans forældres kontakter i Skovgårde holdt ved, mens vi unge blev splittet. Uddannelse og flytning til andre byer bevirkede at vi hver især fik andre venner og mistede kontakten.

Men Arne mødtes dog alligevel af og til med nogle af vennerne fra de unge dage herude: ”Så blev der badet og spillet kort – det holdt ved til vi hver især fik faste parforhold. Det var sjove tider!”, husker han.

Voksenliv i Skovgårde – nu på Svinget

Venskabet med naboens datter Kisser og hendes mand Poul varede ved endnu længere. ”Også i 1990erne hyggede vi os meget med dem – vi fik altid fisk og bajere og vi badede, også midt om natten”.

”Min mor beholdt huset efter min far døde i 1981 og vi kunne sagtens finde ud af at være derude sammen med hende. Hun nød meget at være herude og boede her hele sommeren, så længe hun magtede at tage bussen herud. Vi børn købte ind for hende, ellers cyklede hun til Fjellerup og brugte også kiosken.

Jeg har også holdt sommerferie derude sammen med min daværende kone og vores børn. Jeg husker bl.a. en sommer, hvor vi havde fået et flaskelam af vores dagplejer, og det tog vi med i sommerhus. Men når det brægede kl 7 om morgenen, vækkede det Poul inde ved siden af og så råbte han: ”Så giv den da for helvede noget mælk!”.

Da Arnes mor døde, blev huset på Borgmestervangen 6 i 2002 solgt til Henrik Elbrønd og Margrethe Skovgaard Larsen. Jeg (Tine) har besøgt Margrethe i huset, som jeg godt kunne kende, selvom der var gået mange år.

Arne savner ind i mellem huset på Borgmestervangen, men heldigvis færdes han nu igen i Skovgårde, blot med udgangspunkt i Svinget.