Inger og Ejvind Thomsen

Enebærvej 5

(februar 2024, redigeret august 2024)

Jeg har igen slået to fluer med et smæk! Det har længe været et stort ønske at interviewe Ejvind Thomsen fra Enebærvej 5, som mange i Skovgårde henviser til, når jeg efterspørger folk, der har været her i mange år.
Og da jeg erfarede, at Ejvinds kone Inger er datter af lærer Jørgensen fra Rygård strand skole, blev jeg ekstra interesseret.
Af forskellige grunde lykkedes det ikke at få en aftale i sommer, men en mørk og våd dag i februar kørte jeg til Kjellerup, hvor parret bor, for nu kunne jeg ikke vente længere!

Inger og Ejvind er næsten lige gamle og tilsammen repræsenterer de et anseeligt antal leveår – de er født med kun 3 måneders mellemrum i hhv. 1931 og 1932. Men de er begge knivskarpe i hovedet og hukommelsen fejler ikke noget.

LÆRERBARN FRA RYGÅRD STRAND SKOLE

Ingers historie ift. Skovgårde går længst tilbage, så vi starter med hende:

”I mine første leveår boede jeg i Hvidovre. Min far, Vilhelm Jørgensen, ville gerne være landmand, og han fik en fik landbrugsuddannelse og blev bestyrer på en gård i Nordsjælland. Her blev min mor, Helene, ansat som husbestyrerinde – og som det ofte gik dengang – blev de gift.
I 1930erne var det umuligt at få penge nok sparet sammen til en gård, så min far fik aldrig sin egen. Hvorfor han i stedet blev lærer, ved jeg ikke helt. Han gik på KFUM’s seminarium i Hvidovre, og var noget op i årene før han blev lærer.

Efter endt uddannelse blev han ansat som lærer i Rygård strand. Min mor var fra Nielstrup/Vivild og ville gerne til Jylland igen, hvilket min far ikke havde spor imod.
Min mor hjalp ikke til på skolen i Rygård strand, men var med på udflugter. Men på et tidspunkt blev hun håndarbejdslærer i Fjerupgårde”.

Inger gik selv i skole i Rygård strand hele sin skoletid i Jylland og havde således sin far som lærer. Det husker Inger ikke som noget specielt: ”Jeg var bare en af flokken, men kan dog huske, jeg fik en lussing, fordi jeg ikke kunne mine lektier, men ellers følte jeg mig ikke anderledes og var glad for at gå i skole. Det betød heller ikke noget ift. kammeraterne, hverken for mig eller mine søskende.

Klassebillede fra Rygård strand skole 1947. Vilhelm og Helene Jørgensen til venstre. Nr. 2 og 3 fra venstre, i samme række som faren, er  Ingers søstre Lise og Marie, mens lillesøster Kirsten er nedenunder Marie.

Jeg har forelagt Inger en beskrivelse af hendes far, skrevet af en anden elev på den tid:
”Lærer Jørgensen var lidt mere hårdhændet”, han kunne finde på at smække lussinger”. Ingers kommentar: ”Far kunne godt give en lussing, men faktisk mest til os 4 piger, det havde han ret til, mente han”.

Ligeledes har Inger set Egons Jacobsens historie om en eftersidning, hvor det endte med, at Egon blev inviteret ind til kage og saftevand af Ingers mor.
”Det var typisk mor”, var Ingers reaktion – hvorefter hun tilføjede. ”men Egon var nu ikke nogen slem dreng…”

Lærer Jørgensen og elever fra Rygård strand skole på udflugt til København. Egon Jacobsen ses forneden tv. Manden længst tv er en guide. Længst th Ingers yngre søster, Kirsten, der var med som hjælper.

Jeg spørger til læreren som noget særligt, områdets samlingspunkt? ”Ja, sådan var det”, bekræfter Inger. ”Far og mor holdt juletræ, så blev klasseværelset ryddet, og om eftermiddagen var der fest for børnene og om aftenen for de voksne. Far stod op og sagde noget, mor lavede kaffe og vi sang”.

”Nogle af områdets damer kom med brød og der var en del hurlumhej, faktisk lidt irriterende”, husker Inger. ”Selve julen var hyggelig, familien kom og der blev fyret i alle stuer, men så til juletræ skulle der rodes rundt med det hele”. Juletræsfesten var ikke kun for skolens børn og forældre, men for alle i området.

”Far var ikke anonym, men heller ikke interesseret i at være det. En mand fra Nørager havde kørt spirituskørsel, far meldte det, og jeg tænkte: ”åh, bare han ville lade være”, men det var jo det rigtige at gøre.
Ligesådan når vi havde ungdomsgilder rundt om hos hinanden. De sluttede med at far stod op og sagde et eller andet. Da havde jeg lyst til at trække mig, lige dér var det træls at være lærerens datter. Han formanede dem, det brød jeg mig ikke så meget om”.

Var familien højere på strå end andre i området? ”Mor havde hele sin familie i nærheden, så det var mest dem, de kom sammen med. Der var desuden enkelte andre de sås en del med, men de var ikke mere end andre”, fastslår Inger og tilføjer at hendes far fandt sig rigtigt godt til rette i Rygård strand.

”Far lavede en årlig udflugt med børnene, og jeg var med til en af dem, til Estruplund med hestevogn. Det var lidt skuffede, da der var så lavvandet. Men det var festligt med køreturen.
Far holdt også aftenskole for de unge, der var gået ud af skolen, men som havde pladser. Jeg var også med, men husker ikke hvad vi lavede. Det foregik vist 1 gang pr uge”, erindrer Inger.

Søskende

Helene og Wilhelm Jørgensen fik 4 døtre: Inger, f. 1932, Marie, f. 1933, Lise, f. 1934 og Kirsten, f. 1938. Det er kun Lise, der ikke længere lever, hun døde for et par år siden. Så der er gode gener i familien, og Inger fortæller at hendes morbrødre også døde sent. På nær én blev de over 90.

” Marie, der var 15 måneder yngre end mig, blev også uddannet som lærer i Ranum. De to sidste blev barneplejersker”, beretter Inger.

”Min søster Marie kan huske alting! Det er dejligt med søskende – vi er hinandens livsvidner”, smiler hun.

Livet i Skovgårde

Men der var forskel på, hvad vi søstre fik lov til, alt efter vores alder og hvilken tid, vi voksede op i.
Marie og jeg kunne ikke drømme om at gå til bal, vi gik i stedet til ungdomsmøder. Men Lise var mere obsternasig, hun ville til bal, og hun havde sin egen knallert.
Min yngste søster, Kirsten, spurgte ikke engang, hun tog bare til bal”, griner Inger.

”Far og mor var ikke Grundtvigianere, de ville ikke sætte sig på noget bestemt.

Jeg spurgte engang min mor om jeg måtte komme med min veninde Valbjørn til et arrangement. Valbjørn tilhørte Grundtvigianerne, så jeg fik nej, det var ikke så klogt at deltage i, mente mine forældre. Må jeg ikke godt?!, plagede jeg. Men nej, det, måtte jeg ikke, der var grænsen”.

Men man levede i fred og fordragelighed uanset overbevisning, understreger Inger.
”Der var rejsebiograf i Vivild, det måtte jeg godt deltage i, og jeg var med i et sangkor, ledet af præsten i Vivild. Min veninde Erna var også med og vi fulgtes ad sammen med Johannes, men ikke altid med ham hjem. Kunne vi smutte fra ham, så gjorde vi det. Han var noget ældre end os.

Engang tillod vi os selv at gå ind i et omrejsende tivoli, der havde slået sig op, lige hvor min morfar boede, så det var lidt vovet at gøre. Vi tog en gyngetur i en gynge, hvor man selv skubbede. To dage efter kom der et brevkort fra lærerinden i Lystrup, der var stærkt Indre Missionsk. Hun var ked af, hun havde opdaget det, skrev hun, men det var ikke så godt, det hun havde set. Men far og mor sagde:   ”Nåh, ikke andet”, smiler Inger.

”Vi havde partstelefon, med to andre hold. Hvis man ringede op, kunne det ske at nogen allerede snakkede”.
Ingers mor var også med i den fælles vaskemaskine, som allerede er beskrevet i artiklen om Enevoldsens.

Lærerbarnet blev selv lærer

Om Ingers fortsatte liv fortæller hun: ”Jeg boede kun 7 år i Rygårde fra 1942, hvor jeg var 10 år, da vi kom dertil. Jeg var 14, da jeg gik ud af skolen. Derefter skulle jeg lære at sy og blev sendt op til en ældre dame i Vivild, der kunne lære mig det.

Og så blev jeg sendt hjemmefra. Min farbror var præst i Vejrup i Brande/ Gørding området. De havde ingen børn, men ville gerne at jeg kom derned som ung pige i huset. Farbror fik senere embede i Sparkær, så fulgte jeg med dem derop, efter jeg havde været hos dem i ca. 1 ½ år.

Derhjemme havde vi snakket om, at jeg skulle på seminariet. Min far sagde: ”Lige meget hvad I vil, så er det ok, men I skal have en uddannelse”.
”Jeg havde en ugift moster, der var lærer, måske har det spillet ind”, fortsætter Inger. ”Det var faktisk ikke min store drøm at blive lærer. Men alle sagde til mig: ”Hvad skal du så, du skal vel være lærer, ikke? Men nej, det skulle jeg i hvert fald ikke! Men blev det så alligevel…
Jeg kom til Ranum, der var et statsseminarium, og dermed gratis.
Eftersom jeg var gået ud af 7. klasse, skulle jeg gå i en præparentklasse det første år på seminariet”.

Ejvind fortæller om sin start på seminariet: ”Jeg var et år foran Inger. Vi mødte hinanden på seminariet. Jeg kom sådan set for tidligt ind, men da der var lærermangel, søgte seminaret om at oprette en ekstra klasse. Den kom jeg direkte ind i, da jeg havde en realeksamen”.

Inger og Ejvind var kun hhv. 18 og 17 år, da de startede på seminariet. ”Det gik, men det var egentlig for tidligt”, synes de i dag.

Efter uddannelsen startede Inger som lærer i 1954 på Gravballe skole.Hun harbl.a. været klasselærer for Pernille Blach Hansen, der også har sommerhus i Skovgårde.

Jørgensen kommer til Gjesing

”Far blev ikke i Rygård strand i hele sin tid som lærer. Der var ikke mange børn, og han forudså skolens nedlæggelse. Så da lærerstillingen i Gjesing blev ledig, kom han dertil. Det var i 1955 far og mor flyttede til Gjesing, samme år som Ejvind og jeg blev gift”.

Vilhelm og Helene Jørgensen – Ingers forældre

Efter lærer Jørgensen kom Skovrup, som Inger ikke kendte. ”Men far og mor kom sammen med Skovrups”, fortæller Inger.

”Far kunne også have søgt Stenbjergholt, men mor var ikke meget for det. Skolen lå nemlig lige ud til landevejen. I Rygårde gik vejen nu også midt mellem skole og legeplads, også da jeg gik der. Vi skulle over vejen, når der var frikvarter.

Hvordan familien fik sommerhus i Skovgårde

Ejvind ville gerne have sommerhus, han var vokset op ved vandet, men endte tilfældigvis i Kjellerup. Inger var i starten ikke så interesseret. Parret havde bygget hus i Kjellerup og havde det godt der. Tilfældigvis så Ejvind et hus til salg i Skovgårde og tænkte, at måske ville Inger falde for det.

Inger havde betinget sig, at der i et evt. sommerhus skulle være indlagt vand og toilet, samt udsigt over vandet. Det findes ikke i Skovgårde, tænkte hun, men der var faktisk begge dele i huset, Ejvind havde fundet og så var ikke nemt at undslå sig.
Parret købte huset på Enebærvej 5 via en mægler, i 1963, men på lejet grund. De gav 100 kr i leje pr år. Senere, i 1967, købte de så grunden.

Et ældre billede af Enebærvej 5

Ejvind fortæller, at da de forhandlede pris med Johannes, der ejede grundene i området, sagde han: ”det skal et´ være dyrere end at alle har råd til at blyv´her”. Ingen skulle betale noget Johannes synes var urimeligt. Det tog også lidt tid før Johannes var med på at sælge. Først lød det: ”jeg har ikke noget til salg. Men senere kom han og meddelte: ”Vi ka´ jo prøv på´et”. De blev så enige om en meget rimelig pris og at grunden skulle betales over 10 år.

Det fremgår af Tinglysning.dk at den tidligere ejer hed Gunnar Cock, der boede på Yrsavej i Randers. Huset på Enebærvej er fra ca. 1960, men Cock ville sælge, da han gerne ville bygge hus i Randers.
”De andre herude sagde det var alt for dyrt, da vi købte”, fortæller Ejvind, ”men vi fik jo både hus og indbo. Vi har stadig ting fra dengang, feks. service.

Senere, i 76/77, blev der bygget til sommerhuset, så det gik fra 35 til 50 kvm. Det findes der tegninger over, Ejvind har selv lavet dem og selv bygget til huset.

Tegning over tilbygning

Byggetilladelse 1976

Johannes og Frede

Alle, der har en længere historie i Skovgårde, husker Johannes og det gør Inger og Ejvind selvfølgelig også. Det ekstra interessante er, at Inger som nævnt har kendt Johannes helt tilbage fra skoletiden.

Inger fortæller om Johannes: ”Han var et ejegodt menneske, men han havde den ide, at han ikke ville betale mere i skat end absolut nødvendigt. Jeg regnede ham for at være meget ældre end mig” (Aldersforskellen var da også på ca. 11 år, eftersom Johannes var født i 1919).
Inger fortsætter: ”Johannes var en stor mand med en stor stemme. Han kunne synge, givetvis bas, og vi gik som nævnt i sangkor sammen.

Johannes var meget mere udadvendt end sin 2 år yngre lillebror Frede. Frede var den stille og holdt sig helst hjemme, men gik dog med i aftenskole. Jeg tror Frede var velbegavet, men han ville ikke blande sig med andre, men ville helst være for sig selv”.

Inger fortæller om Johannes hverv som bl.a. strandfoged, men også at han fiskede: ”Johannes tog hjemmefra hver dag og kørte til Rygård strand, hen til Fisker Sørensen og hans datter Mie på Havhusevej. De tog ud med båd og fiskede. Måske var Fisker Sørensen med en gang i mellem, men ellers bare de to.
Mie fik senere en campingvogn fast placeret på vejen ned til Havhusene. Den brugte hun i mange år som sommerhus. Mie var sygeplejerske og blev senere leder af et plejehjem på Vejlekanten”, supplerer Inger.

I dag kan campingvognen fortsat ses på Google Maps, men den er gammel og forfalden, men har faktisk et vejnummer, Havhusevej 27.

Både Inger og Ejvind mindes – som mange andre  – at Johannes og Frede var nogle af de få, der havde tv for mange år siden. Og at børnene var velkomne til at gå op til brødrene og se fjernsyn. ”Men så kom der tv på cafeteriet og så gik man derhen”, beretter Inger og Ejvind.

På samme måde var Johannes og Frede stedet, hvor man kunne låne telefon inden det blev almindeligt hos alle.

Endelig fortæller Thomsens hvordan Johannes forærede forstranden til grundejerforeningen. Mere om det i en senere artikel.

Sankt Hans tradition

Beboerne på Enebærvej og Berberisvej havde et godt sammenhold, de havde bl.a. sangaftener med harmonika, hvor bl.a. Ejvind spillede.

Magnus og Ejvind spiller til Skt. Hans

”Jeg spillede sammen med Magnus Thomsen fra Berberisvej, Kirsten Petersens far (se interview). Vi måtte gøre noget for at få Skt. Hans festen til at blive til noget. Vi kørte så rundt, først i hestevogn, senere traktor.

Vi stoppede op og spillede og sang foran husene. Så spurgte børnene, om de ikke måtte komme med, og så fik de lov til det. Dermed blev ladet fyldt med børn”, fortæller Ejvind.  ”Vi spillede i mange år”, tilføjer han.

”Magnus var en god mand for mig. Jeg havde købt en harmonika, men kunne ikke rigtigt spille på den. Magnus hørte et par piv ovre fra mig, så kom han og sagde ”skal jeg ikke lære dig nogle fif. Det var nogle gode år”, mindes Ejvind.

Thomsens datter Dorte th i vognen. Søsteren Lene tv sm med sine trillinger. De er født i 1994, billedet dateret juni 1999. Dortes datter i midten med ryggen til.

Thomsens i dag

Sommerhuset på Enebærvej er i dag ejet af parrets to døtre Lene og Dorte. Men det er stadig Inger og Ejvind, der råder over huset, men de nyder godt af hjælp fra familie og naboer.
I 2023 fik huset nyt tag og der var det datteren Dorte, der tog sig af processen.

Enebærvej 5 i dag

En uge om sommeren holder hele familien fælles ferie i Skovgårde. Døtrene kommer med deres familie og Thomsens er så heldige, at de kan leje naboens hus som supplement, så de kan være der alle 12-15 stykker.

Parret har lige deltaget i familieugen sommeren 2024. Sidste år endte de med at bo herude i hele 2 ½ måned.

Hele familien samlet sommeren 2024

Inger og Ejvind er som sagt forbløffende friske ift. deres alder. Dog bruger Inger delvist kørestol, hvilket giver en udfordring ift. at bo i Skovgårde.

Thomsens kører selv bil endnu, og kan selv tage til Skovgårde. Men oftest kommer børnene først, især Dorte, så kommer Thomsens på én dages besøg, plus den ene uge, hele familien er samlet.

Jeg tilbragte flere timer sammen med Inger og Ejvind, der også kunne berette en masse om andre beboere/huse i Skovgårde. Denne nyttige information ligger nu gemt i min ”bank” og kan bruges til andre artikler. Jeg er superglad for det lykkedes at få et interview med 2 mennesker, der kan huske så langt tilbage og jeg håber meget – i lighed med mange andre fra Skovgårde – at vi også får Thomsens at se i Skovgårde til næste sommer.

Thomsens hus på Enebærvej 5 indgik i den guidede tur sommeren 2024.