Gårde, husmandssteder og fiskerhuse

De sandede jorde i Skovgårde og omegn var grunden til at fattigdommen herskede på de fleste gårde, husmandssteder og fiskerhuse. Nogle gange skiftede en gård beboere efter bare én sæson – høsten slog fejl eller var bare så sølle, at den ikke kunne brødføde familien, og så måtte man videre og prøve et andet sted.
Andre gårde havde de samme beboere gennem mange år, men stadig var der ikke meget at rutte med. Typisk var der en stor børneflok og det var ikke ualmindeligt, at der ikke var tøj og sko nok til alle. Så de, der kom sidst op, havde ikke noget at tage på.

Én af de kilder, der bevidner at der er tale om en fattig egn, er en avisartikel fra 1885, der egentlig beskriver borgruinen Skovgård. Her bruges der udtryk som “en vild og sørgelig egn, omgivet af sorte lyngbakker”. Og der beskrives ”to usle gårde, som ligger ved siden af (vold)gravene, og som endnu kaldes Skovgaarde, (der) er de eneste spor af menneskelig tilværelse, så vidt øjet kan nå, og deres forfaldne tilstand forøger endnu mere egnens mørke udseende”. (Læs mere om artiklen og borgen)

Jeg er så heldig, at jeg har haft mulighed for at interviewe en del efterkommere fra disse gårde, husmandssteder og fiskerhuse. De fleste har været børn og unge i 1930erne til 1960erne. Mange er blevet på egnen, mens andre har søgt væk. Alle de hidtil omtalte gårde mm. er for længst nedlagte, men deres historie er en vigtig brik, hvis man vil prøve at forstå, hvor ringe vilkårene har været for folk i Skovgårde for ikke så mange år siden.