”I en vild og sørgelig egn”
– mere om borgen/voldstedet Skovgaard
Jeg fik den ide at søge på ordene ”Skovgårde” og ”Rougsø” på Mediestream, der er en base over avisartikler. Artikler, der er nyere end 100 år er som udgangspunkt ikke offentligt tilgængelige, men jeg fandt en interessant artikel fra 1885, publiceret i Lemvig Folkeblad, men kopieret fra Randers Dagblad.
Der er flere ting, jeg synes er værd at lægge mærke til:
1) den måde egnen beskrives på: ”en vild og sørgelig egn, omgivet af sorte lyngbakker”.
2) omtalen af ”to usle gårde, som ligger ved siden af (vold)gravene, og som endnu kaldes Skovgaarde, (der) er de eneste spor af menneskelig tilværelse, så vidt øjet kan nå, og deres forfaldne tilstand forøger endnu mere egnens mørke udseende”.
Vi er sandelig i det mørke Jylland! Grundet sandflugten i 1600-tallet var jorden netop meget ringe og egnen meget fattig.
3) omtalen af den tilsvarende borg Rygaard, stavet Rudtgaard i gammel skrivemåde.
4) omtalen af Skovgårdes forskellige ejere gennem tiden. Herunder ikke mindst ejeren af parcellen i 1885, Jens Hansen Rug. Denne ejer på dette tidspunkt også gården, der i dag hedder Skovgaard, men som før blev kaldt Ruingården. Det fremgår at denne gård er ”temmelig nyopbygget” her i 1885. (Ud fra andre kilder er jeg nået frem til, at Ruingården oprindeligt er fra ca. 1760).
5) Skovgaard er omtalt som et ”vældigt herresæde”, der ”har været meget stærkt befæstet”.
Så selvom vores Skovgårde er en lille og umiddelbart ubetydelig plet på landkortet, kan vi bryste os af, at vi bor omkring et fortidsminde, der hører til ”et af de betydeligste i landet af sin art”, som der står i artiklen og som har været noget særligt, mens borgen/herresædet var i funktion.
Det er vigtigt at have for øje, at borgen nedbrændte 1541 og aldrig blev genopbygget. Derimod opførte man en større gård på ”Klammerhøj”, der ligger ved siden af gården, som Johannes ejede, men som nu er nedrevet. Dvs. på arealet mellem Johannes tidligere gård og Bibelcampingen, på nordsiden af Nordkystvejen.
Som Bent Stougaard Nielsen har beskrevet i artiklen om Skovgårde 1700-1850, blev denne gård senere delt i 3 gårde, der senere igen blev delt i mindre gårde. Af avisartiklen fra 1885 fremgår det ikke, at ejerne gennem tiden altså ikke boede på borgen Skovgård efter 1541, men på gården på Klammerhøj. Det kan undre, at artiklen forbigår dette, men da det er meget sparsomt med oplysninger om borgen, kan det være at artikelskriveren ikke har haft kendskab til denne problemstilling.
Voldstedet Skovgaard
Artiklen er skrevet med gotisk skrift, men heldigvis rimeligt læseligt. Jeg har efter bedste evne forsøgt at omskrive artiklen til nutidig skrift. For det meste har jeg moderniseret sprogbrugen, men ikke ift. stednavne.
God træning i at læse gotisk skrift…
Jeg har sammenholdt denne artikel med de 3 artikler, der allerede findes her på siden: dels Sejr Jensens artikel, dels min egen sammenskrivning af, hvad jeg har kunnet finde om borgen/voldstedet, dels Bent Stougaard Nielsens artikel om Skovgårde 1700-1850. Heldigvis er der stor overensstemmelse mellem de tidligere artikler og denne gamle kilde fra 1885.
Skulle der være nogen, der har lyst til at læse hele artiklen, kommer den her:
Fredlyst borgruin
Lemvig Folkeblad, 24.12. 1885, efter en artikel i Randers Dagblad
Dette gamle fortidsminde, som er forholdsvis godt bevaret, trods alle ødelæggelser, og hører til en af de betydeligste i landet af den art, er ruinerne af den gamle herregård ”Skovgaard”. Beliggende i Nørager sogn, Sønderhald Herred, Randers amt, på en parcel, som tilhører Jens Hansen Rug af Skovgaarde, tæt op til nordsiden af hans temmelig ny opbyggede gård. Dets meget afsides beliggenhed har vel været årsag til, at det er så lidet kendt og omtalt, at vist kun meget få have vidst nogen besked herom, eftersom det først nu blev fremdraget af glemslen, som ved en opdagelse, endogså I Traps statistisk-topografiske beskrivelse omtales det kun ganske fortelig.
De historiske meddelelser, som findes om det gamle Skovgård, er også yderst sparsomme og lige så lidt, som de sagn, der som tradition er opbevarede hos egnens folk deromkring, kunne de give noget videre bidrag til oplysning om den. J.K. Hansens beskrivelse af ”Danske ridderborge” af 1832 er omtalt både denne og en lignende gammel borg, ”Rudtgaard”, som har ligget ca. en fjerdingvej herfra på det sted, hvor nu Rygaarde ligger, men af hvilke der nu ikke mere er spor tilbage, kun ubetydelige ujævnheder, der kunne antyde noget af voldgravene, og her findes det følgende om Skovgaard:
”Endnu mindre har historien efterladt os om denne end om Rudtgaard; men der er endnu syn for sagen, at her i sin tid har knejset et vældigt herresæde.
Endnu trodse de stærke kampestensmure tidens tand, endnu fortæller bonden der i egnen, at Kaj Lykke en gang boede her, men dette og navnet er også næsten det eneste, der er tilbage af den fordum faste borg.
I en vild og sørgelig egn, omgivet af sorte lyngbakker, ligger ruinerne af Skovgaard, en god fjerdingvej østen for Rygaarde. To usle gårde, som ligge ved siden af gravene, og som endnu kaldes Skovgaarde, er de eneste spor af menneskelig tilværelse, så vidt øjet her kan nå, og deres forfaldne tilstand, forøger endnu mere egnens mørke udseende. – Fra voldstedet har man nu aldeles ingen udsigt nogen steds hen, men medens borgen endnu stod, må man fra dens værelser kunne have set Kattegat mod nord og mod vest har man haft udsigt mod Rudtgaard og Rougsø herred. – Mod syd og øst derimod have bakkerne afskåret ethvert blik ud i omegnen.
Borgen har været meget stærkt befæstet, den indvendige vold er opsat af hugne kampesten af betydelig størrelse, og bærer sig endnu næsten 4 alen over vandet i graven.
Omtrent 6 skridt fra den kant kommer den egentlige borgs grundvold, der er et par alen højere end den forrige og ligeledes opsat af store hugne kampesten. Denne sidste er på flere steder, især mod nord og vest, noget udskreden, den ydre vold derimod er meget godt vedligeholdt.
Borgvolden danner en regelmæssig firkant og er forsynet med en slags halve bastioner, en i hvert hjørne. Den er mod vest omtrent 78 skridt, mod syd 72 og mod nord 82 skridt lang, og har på den østlige side en åbning i muren til vindebroen.
32 skridt herfra ligger ude i graven, som på den østlige side har større udstrækning, en firkant af 7 skridt i kvadrat, således opmuret af kampsten, på hvilke broens anden ende har hvilet. På den anden side af denne firkant er endnu vand, men der er intet spor af bro eller lignende hvilepunkt længere mod øst. I det sydøstlige hjørne af borgen er den fordybning af omkring 20 skridts længde og 8 skridts bredde, på alle sider opsat med kampsten, hvilket synes at have været kælder. Hele borgpladsen er overbegroet med træer og buskvækster, der i blandt også havetræer, som kirsebærtræer og flere andre, der synes at være udartede efterkommere af de i sin tid i borgens urtegård plantede træer, og den er berygtet som hjemsted for snoge, hugorme og andet kryb, som også her under det tætte budskabs mellem sten og trærødder synes af have fortrinlige opholdssteder. Udsiden af borgruinen er højt mod syd og vest, og er nu højere end selve voldpladsen med ruinerne.
Af de sparsomme historiske oplysninger meddeles efter gamle dokumenter følgende: Den var i sidste halvdel af det 16. århundrede i familien Lykkes eje. Erik Lykke til Skoussgaard havde tillige med flere andre 1586 en strid med Niels Skram til Hevringsholm om en ”Sandemands thofte?” mellem Vivild og Lystrup. Han forekommer også i Thingsvidner fra 1585, 1589 og 1591.
Over en dør på møllehuset ved Aarhus står: ”Anno domini 1581 blev dette mølhus efthee Kon Mait. befelening upbøged af erlig oc velbørig mand Erik Løkke til Skovsgaard”. Deraf må det formodes, at han må have været lebnsmand på Aarhusgaard.
Han købte Rudtgaard af Christoffer Lünow. Hans frue var Margarethe Gjøe Til Trusholm, og de havde tre sønner, Erik, Falk og Jørgen, og to døtre, Anna og Mette Lykke. Erik Lykke er død før 1600.
Børnene solgte Rudtgaard til Eske Brok til Estrup, men Skovgaard blev ved familien, og 1619 forekommer ”Falk Lykke til Schoussgaard, befalingsmand over Christiannobel læne”. I Slanges Christian IV.s historie, I., 287 berettes, at Falk Lykke blev oberst i Christianopel 1611.
At Kaj Lykke skal have ejet gården er et almindeligt sagn her i egnen, men historisk foreligger der vist næppe noget herop.
I Traps beskrivelse nævnes følgende ejere til Skovgaard:
Fru Ellen 1611,
Erik Lykke den ældre og hans enke Anna Kaas, i hvis ejetid gården og udkomsterne brændte 1541. Dernæst sønnen Erik Lykke den yngre, der også ejede Rygaard (Rudtgaard), 1575-92,
Hans søn Falk Lykke, der ejede Skovgaard 1619,
Axel Sehested til Tim og hans søn Kjeld Krag Sehested,
Adam Ernst Pinz til Meilgaard,
Otto Kruse til Østergaard og hans enke Eva Margrethe Penz,
deres svigersøn sø kaptajn Simon Sivers, død 1727,
H. Beghorst, død 1746,
Grev Jørgen Scheel, som 1754 solgte gården til
krigsråd Jacob Adler,
kanceliråd Niels Hansen, gift med sidstnævntes enke; han solgte den 1760 til
Hans Moldrup; den var herefter været 3 bøndergårde.
Af listen over tidligere ejere fremgår det bl.a. at greve Jørgen Scheel fra Gl. Estrup har ejet gården. Det passer fint med at Bent Stougaard skriver, at gården Skovgård på dette tidspunkt hørte under Fjellerup Østergaard og at denne igen hørte under Gl. Estrup.
”I en vild og sørgelig egn”…