Birte Flethøj Ege
tidl. Hybenvej 18
(Tine Rydahl og Birte Flethøj, oktober 2020)
Livet i det første hus
Malermester Åge Flethøj og hans kone Rie købte en dobbeltgrund i Skovgårde omkring 1960 (Hybenvej 18 og Gyvelvej 16).
Rie og Bitte i Kvint
På grunden i 1. række (Hybenvej 18) byggede de et mindre, sort træhus, kaldet Kvint. Familien var meget musikinteresserede, derfor dette musikudtryk, der er betegnelsen på et interval på fem toner. Dette indikerede, at der var 5 i familien: foruden Rie og Åge var der børnene Flemming, Kitte og Birte (kaldet Bitte). Af billederne fremgår det, hvor lidt bevoksning, der var dengang.
På dette billede ses, hvor sparsomt, der var bebygget og bevokset omkring 1960. Det er Hybenvej, der ses i baggrunden. Birte (Bitte) Flethøj i forgrunden
På grunden bagved byggede de et andet hus, kaldet Nikkenambo, som fortrinsvis blev brugt til udlejning. (Dette hus er for nylig totalrenoveret).
Bitte husker det oprindelige hus, som havde udendørs das. Her kom lyset kom fra petroleumslamper, der var ofte gæster og Bitte lå på sofaen og faldt i søvn, mens de voksne snakkede. “Det var bare så hyggeligt”.
Til højre ses Rie Flethøj med Bitte foran det første hus, Kvint. Bitte storesøster Kitte supplerer: ”De to andre på billedet er vores mosters to døtre, vores kusiner, Janne (Marianne Mide Michelsen) og Lisbeth fra Vejle. De kom ofte på ferie i løbet af sommeren og så blev der ellers badet og spillet Matador, der kunne vare i flere dage”
En anden erindring var den faste aftentur til Dalgårds kiosk, hvor familien altid skulle have Amagerstænger. Dalgård, der som tidligere nævnt var kommet til skade med sin hånd, havde altid en handske på denne hånd og Flethøjs købte ofte en hel kasse Amagerstænger, så de undgik at Dalgård skulle tage slikket med sin lidt mærkelige handske. “Det sjove er, at jeg aldrig har brudt mig om Amagerstænger, men sådan var det bare”, griner Bitte.
Bitte i barnevogn. Det er i øvrigt min (Tines) kusine Lene, der står med vognen
Naboerne
Om naboerne beretter Bitte: “huset på den anden side af stien mod vandet (Gyvelvej 16) var ejet af vinkonsul Volsing fra Randers. Han havde Riis og Dreyer vinforretningen på Østergade i Randers, hvorfra også mine forældre købte vin. Den hed Carafon, var med skruelåg og i 1 liters flaske og blev kaldt “frikadellevin”, men dem røg der vist en del af, for der var ofte gæster hos os.
Volsings boede i Skovgårde en stor del af året og var rigtige levemennesker, og Volsing var altid meget solbrændt. De badede meget og jeg var ofte med Volsing med ude at bade”. Se særskilt artikel om Volsings.
(Senere, i 80erne blev forholdet ændret lidt. Da var Bitte ung og med i et band kaldet Slips. De havde fået lov at låne Flethøjs hus til at øve i og slæbte instrumenter, højttalere, forstærkere mv. derud, hvorefter de spillede løs for fulde gardiner. Det faldt Volsing for brystet, så han skrev et brev til Rie og Aage og klagede: “ihukommende fru Ries smukke stemme, hvilket inferno er det så nu, der udspiller sig ovre fra huset”!)
Ved siden af Volsing (Gyvelvej 18) boede Inger og Erling Kolstrup Madsen med deres børn, Steen og Søren. Erling var ansat hos Volsing og Bitte kom også meget hos dem. Hun spiste tit frokost der og legede med Søren. “Den rare dame” kaldte hun Inger Madsen. Både Bitte og jeg (Tine) sværmede meget for Søren i vores første ungdomsår.
Det nye hus
Åge Flethøj “ville altid noget mere”, som hans yngste datter Bitte fortæller: Han havde haft en drøm om at blive arkitekt, og tegnede selv det nye hus, Kvinto, som blev bygget i 1973. Ligeledes ville han gerne have været kunstner, men som han yndede at sige: “jeg ville gerne have været kunstmaler, men jeg blev kuns maler” – for malermester var det, han blev.
Det nye hus, der stadig eksisterer, er et A-hus, lavet i gasbeton.
“Det nye hus var flot, men ikke optimalt indrettet og faktisk rigeligt stort at holde”, husker Bitte. Familien havde nemlig også et stort helårshus på Trendevangen i Randers.
Bittes (og min) hestetid i Skovgårde
Min (Tines) onkel og tante, Ove og Kirsten, havde sommerhus i Fjellerup og var livslange, nære venner med Flethøjs. Det er takket være dem, jeg blev introduceret for Bitte, da vi var ca. i 12 års alderen. Vi er i øvrigt født med kun én dags mellemrum.
Billede fra ca. 1969. Bitte har givet mig lov til at prøve hendes hest Graumann. Er taget ved vores (Tines) hus på Borgmestervangen 24
Bitte havde på det tidspunkt sin første hest, islænderen Graumann, og der blev lavet en aftale om, at den kunne stå på Kæmpes gård ( Skovgårdevej 33), tilhørende Mary og Harald Kæmpe. Det gav anledning til mange skønne timer med hestene. Vi husker begge Kæmpe, (der i øvrigt ikke var ret høj!), som en meget flink mand, der hjalp os. Bitte husker, at engang hun faldt af sin anden hest Nick, blev hun hjulpet ind i stuehuset af Kæmpes. “Jeg havde dyre, håndsyede ridestøvler på, men dem måtte de klippe op. Jeg blev kørt i ambulance til sygehuset”, erindrer hun.
“Min forældre og Kæmpes var ikke nære venner, men de snakkede en del sammen”.
Jeg (Tine): husker, at Bitte og jeg en aften var inviteret ind til kaffe og flødeboller hos Kæmpes. Det var sødt af dem at tage sig af os piger. Vi sad i den fine stue, men da jeg på et tidspunkt bad om at måtte låne toilettet, blev jeg vist ud i stalden. Der stod faktisk et toilet derovre, men for en udpræget bypige som jeg, var det noget af et chok, at der ikke var et egentligt badeværelse inde i huset.
Det var i øvrigt Marys forældre, der havde gården først, og de byggede senere aftægtshus ude ved vejen (Skovgårdevej 31).
Da Bitte blev student i 1976 solgte hun sin sidste hest, Patricia og hestelivet i Skovgårde fik en ende for begge vores vedkommende. Senere kom der, som fortalt i en tidligere artikel, en egentlig rideskole i Skovgårde.
Flethøj sælger huset
En anden af sommerhusbeboerne, Peter Vinther, Hybenvej 1, (som fortæller i en anden artikel), husker at han ofte fik en snak og en øl med Åge Flethøj. Han husker Åge som en særdeles flink mand. En dag sagde Åge: “jeg er simpelthen nødt til at sælge huset. Min kone orker ikke, at jeg altid slæber gæster med hjem!”. Og sådan blev det.
Familien Flethøj solgte derfor huset i 1987 til Susanne Meelby Klausen og Inge Meelby Jensen. Fra 2006 stod kun Susanne som ejer, indtil Jens Hedemann Mortensen købte huset i 2008 – og fortsat står som ejer.
Bitte og jeg mistede kontakten et års tid efter studentereksamen, men heldigvis har vi fundet sammen igen for nogle år siden og så er det sjovt at genoplive sommerminderne fra Skovgårde.
Rie og Åge Flethøj Åge lever ikke længere. Åge døde som 94-årig i 2015 og Rie døde i september 2020.
Bitte selv har nedfældet denne fine og poetiske beskrivelse af livet i Skovgårde, som hun oplevede det som barn:
Min barndoms sommerferier i Skovgårde
”Sommerferierne I Skovgårde står for mig som uendelige. Det var som at entrere et sandt børneparadis, hvor jeg bare eksisterede i nuet uden at tænke på andet end blot ’at være.
Ferierne startede med at en vognmand hentede mine heste Graumann og Nick og/ eller Patricia, som min seneste hest hed. Vi boede i Randers dengang. Jeg fik lov til at køre med vognen i førerkabinen. Hestene blev læsset af hos Kæmpe og så var ferien i gang.
Måske er det erindringsforskydning, men jeg husker ingen bekymringer eller refleksioner over fortid eller fremtid fra dengang – nu skulle jeg bare hygge mig i den uendelig lange ferie, som syntes ingen ende at have. Først til aller allersidst i ferien, kunne jeg så småt begynde at glæde mig til at spidse blyanterne og komme i gang med skolearbejdet, gense veninderne fra skolen etc.
Vores hund Jackie, var også vild i varmen, når vi skulle til Skovgårde. Når vi blot sagde ’Skovgårde’ med en let animeret stemmeføring, reagerede han med en særlig dansende adfærd, knurren og smågøen. Han var ellevild af glæde simpelthen. På vejen derud sad han sammen med min mor – ved hendes fødder, på forsædet. Bagsædet var fyldt op af børn i alle aldre – uden sikkerhedsseler (det kendte man ikke til dengang). Når vi så ankom, var han (Jackie) ikke længe om at finde ned til sin faste udsigtsplads. Her lå han, vejrende med næsen i sky og et uudgrundeligt blik, og skuede, som en konge, udover vandet og forstranden, Det var også min yndlingsplads, og jeg og Jackie tilbragte mange stunder netop på denne plads, hvor vi bare hyggede og indtog den skønne natur. Også mange solnedgange er blevet nydt, netop dér – ofte akkompagneret af min forældre, Åge og Rie (Flethøj), og ikke mindst fotografiapparatet. Min far har taget et utal af solnedgangsbilleder. Ikke underligt – det giver en særlig ro i sindet at betragte den nedadgående sol på vej ned i vandet – rødere og rødere – mindre og mindre, for til sidst kun at efterlade en gyldenglimtende stribe af melankoli over at denne dag svandt hen.
Livet med hestene var bare det ’fedeste’. Vi (og med vi, mener jeg Tine og mig selv) levede på gården hos Kæmpe. Vi red ture på stranden i fuld galop i vandkanten. Vi red ture i skoven ved Mejlgård og vi kørte i jumpe på de små veje ved Trustrup og omegn. Vi striglede hestene, ordnede saddeltøj, og havde vel også et frirum hos Kæmpe, ved stranden og i skoven, hvor vi bare kunne ’være i fred’ med vores hesteinteresse og spirende teenageliv.
Bitte på Nick og Tine på Graumann
Jeg synes stadig, at Skovgårde har en fantastisk duft af lyng, vilde roser og havvand, og når jeg genser Skovgårde den dag i dag, bringer netop disse dufte mig lige lukt tilbage til mine barn- og ungdomsferier.
Tine og jeg badede i ’hawet’ i al slags vejr – vi kunne bare ikke få nok. Når det regnede, hyggede vi os indendøre med spil, såsom ’Guggenheimer’ og ’sænke slagskibe’. Vi spiste sild med nye kartofler, dild og smør, samt jordbær med fløde. Kartofler og jordbær hentede vi, min mor og jeg, ved Ruingården, som lå lige på den anden side af Nordkystvejen. Måske fik vi en is på hjemvejen hos Magdas ishus, et sted hvor også Tine og jeg har spenderet mange stunder på bænken, snakkende om hestene og hvad der ellers optog os.
Vi legede også/ hyggede os med Søren (Madsen), som var søn af Inger og Erling, der boede på Gyvelvej 18, to huse til venstre for vores hus ”Kvinto” (Hybenvej 18). Da jeg var barn, tænkte jeg nok ikke i de baner, men senere, var det ikke til at komme udenom, at både Tine og jeg var ’vilde’ med Søren. Han havde et skønt mørkt krøllet hår, havde en meget ’privat’, måske lidt mystisk udstråling, hvilket helt klart havde en tiltrækkende effekt på os. Det er dog først noget vi har talt om langt senere. men det er så trist at tænke på, at hans liv endte alt for tidligt, og at ingen af os helt kender omstændighederne omkring dette.
Det jeg også husker fra ’det gamle Kvint’ (vores oprindelige hus) var, at der ofte kom uanmeldte gæster, Så skar min mor kyllingen i flere stykker, og os børn blev sendt op til Magda efter røde pølser. Der var altid nok mad, og vin – Carafon, som var den husvin, der blev leveret af Erling Madsen. Volsing, der var vinkonsul, var vores direkte nabo til venstre (Gyvelvej 16), og Erling arbejdede også i vinfirmaet (Riis og Dreyer). Stemningen var altid god, som jeg husker det (sikkert også erindringsforskydelse), og jeg faldt i søvn på sofaen langt ud på aftenen akkompagneret af de voksnes snak, grin, og også ofte sang, som altid har fyldt meget i min familie.
Det får mig lige tilbage til bilturene til og fra Skovgårde, når vi var på weekend derude. Vi sang altid på vej ud og hjem. Vi havde adskillige kanons, som var fast inventar, og vi sang af karsken bælg – både én- og flerstemmigt. Vi kørte forbi den ’mærkelige’ original, der altid sad på bakken lige efter svinget, når man var drejet fra i Fausing. Vi børn på bagsædet, som ofte også inkluderede Lisbeth og Vibbe Hundborg, konkurrerede om, hvem der først fik øje på ham. Vi talte også hvor mange grønthøstere, der var på vejen, og når man fik øje på én, udbrød man ’gok’! Blandt de sange og remser vi sang og fremsagde, var Lieber Freistetler, Umba umba racha (er ikke sikker på stavningen…) og PH-rimet Nikkenikkenambo, som senere kom til at lægge navn til vores andet sommerhus, Nikkenambo (Gyvelvej 14). Dette hus byggede min far bag ved Kvint, og det blev mest brugt til at leje ud.
Senere, da mine forældre byggede det nye hus på grunden, ”Kvinto”, var jeg blevet teenager”.
Så er vi i nutiden – Bitte oktober 2020