Inge Lise Hansen
og Birgit Thygesen

tidl. Tustrup, nu hhv. Skipperholmen 1
og Gyvelbakken 6, Skovgårde 

(Interview, sommer 2022)

Fra søstrene i Tustrup til søstrene i Skovgårde

I sommeren 2022 havde jeg fornøjelsen af at interviewe søstrene Birgit og Inger Lise, der begge har hus i Skovgårde, men som er født og opvokset i Tustrup. Tustrup er jo egentlig lidt uden for mit “pastorat”, men jeg synes at søstrenes opvækst var så interessant, at den også skulle med. 

Gården i Tustrup

Inger Lise og Birgit er sammen med deres to søstre født på gården Mosevang, en gård i Tustrup, beliggende på Blindmosevej 4, ca. 1 km uden for landsbyen. Forældrene hed Søren og Tora Jensen.

Gården Mosevang, søstrenes fødehjem, formentlig i 1950erne. 

Deres mor var 3. generation på gården. Egentlig skulle morens storebror overtage gården, men da det blev aktuelt, var han allerede gift og etableret og ville ikke tilbage til sin fødegård. Derfor blev det søstrenes mor og hendes mand, der i 1943 først forpagtede og senere købte Mosevang.


I starten boede søstrenes bedsteforældre der stadigvæk, plus bedstemorens søster, der havde et træben pga. børnelammelse.


“Bedstefar ville bestemme stadigvæk”, fortæller Birgit. “Far ville derimod være med på moden. Han ville prøve noget nyt og købte en såmaskine, men turde ikke stille den derhjemme, for hvad ville den gamle nu tænke?! Han gemte den et sted, hvor han tænkte vores bedstefar ikke kunne gå ned, men det gjorde han! Bedstefars reaktion var:  “Nå, nu må jeg hellere trække mig tilbage”, og kort tid efter døde han. Det var i 1943/44”.


Det unge pars første barn Inger Lise, blev født i 1944; Hun blev kaldt sit fulde navn af andre, men kun Inger derhjemme. “Men da jeg senere rejste hjemmefra, besluttede jeg at ville bruge begge dele fremover”, fortæller Inger Lise.

Søstrene husker tydeligt, da bedstemoren døde i 1954. “Vi sad og legede med påklædningsdukker. Bedstemor ville gå ud med madrester, men faldt om på trappen med en hjerneblødning.

“Moster kom derefter selv med en annonce om en plads på Nimtofte alderdomshjem. Og det var en god løsning”, fortæller søstrene. “Der var efterhånden kommet 3 børn på gården, og vores familie kunne selv bruge pladsen, men vores mor ville ikke skubbe sin mors søster ud.

4 piger

Efter Inger Lise fra 1944, kom Tove i 1947. Birgit (kaldet Bitten) i 1950. Og endelig Else i 1955. Forældrene kaldte søstrene deres firkløver. Og det fyldte slet ikke, at faren måske også gerne ville have haft en dreng. Inger Lise fortæller: “Jeg kørte med hestene i marken og hakkede roer, så jeg arbejdede fuldt ud som en dreng.  Mine søskende var måske lidt utilfredse med at det var mig, der fik lov til det.”

“Vi var en ganske almindelig familie”, beskriver Birgit, “og vi var ikke missionske. Man kan bestemt sige, vi er opvokset i et godt hjem, og der blev aldrig lagt hånd på os. Når far sagde sådan og sådan, så turde vi ikke andet end at gøre, hvad han bad om. Mor kunne vi finde på at spørge flere gange, om vi nu også skulle dette og hint, men ikke far, hos ham var et ord et ord. F.eks. når vi skulle i seng. Når far så lagde avisen og kiggede over på os, så kan det nok være, vi kom afsted. Havde vi glemt at sætte cyklen ind, passede det ikke far, der var meget ordentlig.

Birgit husker, det kunne være lidt træls at skulle hjælpe til på gården, når man kom hjem fra skole: “Vi skulle skifte tøj efter skole, og så ud at tærske. Det var støvet og der var mus. Jeg fik engang en mus op under frakken, og sagde, at der var noget, der bevægede sig. Men mor sagde bare at jeg skulle holde op med det pjat. Senere kom smeden sagde, og sagde: “det er rigtigt nok, der er noget, der bevæger sig!

Vi børn skulle tage halm fra, mens mor stod ved tærskeværket. Der var en sliske op til loftet, hvor vi stod og tog imod. Men vi legede ind i mellem og glemte det, men så råbte far!”

Da søstrene var små, stod de i barnevognen ude på marken, mens forældrene arbejdede. Sådan var det jo dengang – man passede selv sine egne børn.

Skole- og ungdomsliv

Inger Lise har gået i Fjerupgårde skole hele sit skoleliv. Startede i 1950/52 og skiftede lærer hver 3. måned.

Inge Lise nr. 3 fra højre i første række

Hun forklarer: “Lærerne kom direkte fra seminariet og var der fra én ferie til den næste, for man kunne ikke få en fast lærer. Jeg har et skolebillede, hvor de 3 af os søstre er på. Else var jo yngre – der var 3 år mellem vi 3 første, men 5 til den sidste. Jeg blev konfirmeret i oktober 1958, og gik ud af skolen i april 1959. Da var vi kun 2 i store klasse”. 

Birgit beretter, hun har gået i 4 forskellige skoler uden af flytte: ”Jeg startede som 7-årig til april og gik i skole hver anden dag i Fjerupgårde. Da var der lille klasse og store klasse. Fra sommerferien gik vi i skole hver dag. 

Med den nye skoleordning gik man væk fra store og lille klasse. I stedet blev det til klassetrin.
Fra jeg gik i 3. klasse i 1959, blev man således fordelt: Rygård Strand i 1 og 2. klasse, så Fjerupgårde i 3. klasse, plus det halve af 4. Den anden halvdel af 4.klasse plus 5. klasse i Stenbjergholt. I 6. og 7 klasse gik man i Nørager, og derefter i Allingåbro, hvis man fortsatte i skolen. Transporten foregik på trædecykel, dog var der skolebus 3 måneder om vinteren. Vi gik også i skole om lørdagen og vi cyklede altid 2 og 2 og
skiftedes til at køre forrest”. 


Birgit husker om lærerne i Fjerupgårde: “I Fjerupgårde havde man kun 1 lærer ad gangen. 
Lærer Nielsen kom med rutebil fra Aarhus, til hovedvej A16, og cyklede derefter resten af vejen. Han boede på skolen i hverdagene, mens konen boede i Aarhus. Jeg har været inde i hans lejlighed på skolen. Han var en rar mand. 

Fjerupgårde skole, lærer Nielsen tv. De 3 af søstrene ses her: Birgit længst th i nederste række, Tove længst tv i 2. række (begge i prikkede kjoler), samt Inge Lise, nr. 4 fra højre i 2. række

Så var der også Fischer, der var meget missionsk. Han kom ned til vores gård og bankede på døren. Mor troede ikke på der var nogen ved døren, hun troede vi piger drillede. Men den var god nok. Fischer sagde: “jeg mangler én til rengøring, og de har jo 4 piger. Men det blev nu aldrig til noget.


Gymnastik foregik i forsamlingshuset, Las Vegas (som ikke blev kaldt det dengang). Der var ingen ribber, men de havde lidt redskaber, en plint mv”. 


Las Vegas er bygget som forsamlingshus, fortæller søstrene og var både dette og skole samtidig. Juletræ og fastelavnsfest foregik i Las Vegas. Inger Lise og Birgit husker navne som Emmy Spens, Gunnar Rasmussen og Maja fra Nørager, og at man varmede pølser i gruekedlen. 


“Der var også bal der”, beretter Birgit. “ Forsamlingshuset var kendt for midnatsballer, da jeg var i Aarhus ca. 1965-69. Når andre baller stoppede, så kunne de fortsætte til kl 5 om morgenen i Fjerupgårde. Der var tit slagsmål, så blev man smidt ud ad vinduet – det var gerne Børge Rasmussen og Gunnar, der var udsmidere.


 Jeg har også gået til baller. Faktisk startede jeg tidligt. Min storesøster Tove skulle passe på mig, hun var jo 3 år ældre, men at vi så reelt ikke noget til hinanden, er en anden sag”, griner Birgit. ”Jeg har også gået til bal i Ryomgård og på Auning kro og det var i Auning, jeg mødte min senere mand Thorvald”. 

“Skovgårde var mit andet hjem”

Birgit fortæller: “Tove og jeg cyklede ned og badede i Skovgårde. Det var dengang, det var sommer hver søndag! Efter middagsmaden med to retter, skulle vi først vaske op, så vi skyndte os. Vi ville gerne have den bedste plads ved stranden, en af de gode gryder, hvor vi kunne ligge i læ.  Gryderne var i skrænten, der ikke var så stejl dengang som nu. 

Vores forældre badede ikke ved stranden. Men de havde ikke bekymringer over at vi kørte herned, hvilket vi gjorde fra vi var ca. 10 år.

Vi holdt til cirka hvor flaget er i dag. Da vi blev ældre, kom drengene på knallert, hvilket sommerhusejerne ikke var så glade for. De satte bl.a. blomsterkummer op for at spærre. Sommerhusejerne kunne ikke lide de unge mennesker. Det var ok med cykler, men ikke knallerter”.


Birgit bekræfter de historier, jeg har hørt om der blev sat pigtråd op for at forhindre folk i at komme ned til og bruge stranden. “Man sagde, at sommerhusejerne lå på lur bag hækken, og vi havde ikke noget at gøre med dem”.


Birgit har selv kun gode minder om Skovgårde – “Skovgårde var mit andet hjem”, beskriver hun. Vi elskede stranden, der også var børnevenlig. Vandet virkede dragende og vi badede. Jeg har ekstra gode minder fra stranden, for det var der, jeg blev ringforlovet.  Bagefter tog vi til bal i Auning. 


Thorvald og jeg er viet i Nørager kirke lige før jul. Festen blev holdt hos Dalgårds camping, i deres festlokale. Det var den sidste fest, der blev holdt der”, mener Birgit.


Fra sit børne- og ungdomsliv i Skovgårde, husker Inge Lise husker bedst, at de unge samledes ved ishuset i Tystrup og gik ned til Skovgårde. 

Søstrene husker begge nogle af de første huse i Skovgårde, bl.a. Borgen og det gule hus, der nu er Rødkløvervej nr. 1.

Forældrene

Birgit beretter, at forældrenes gård brændte i 1972. ”Far havde gået og repareret den. Gården brænder om natten, men heldigvis er min søster Tove og hendes mand Peter hjemme. Politiet kom og far blev afhørt, for han havde været ude i stalden, og han røg pibe. Far følte sig skyldig, men det var defekte elinstallationer, der var skyld i branden. Men det var hårdt for ham. Man siger, man kan blive gråhåret på en nat. Det blev far! Han havde ellers meget mørkt hår, men det gik ham på at hans livsværk, herunder nogle af hans dyr, brændte inde. 


Mine forældre fik forsikringen udbetalt, og skulle bygge gården op igen. Det blev til en grisestald, men det skulle være sket før. De var ved at være modne til at sælge, men skulle lige bearbejde det. Mor sagde, at når de flyttede, gik der én væk. 

Gården Mosevang efter branden med de nybyggede stalde

Thorvald og jeg spurgte vores børn, om vi skulle overtage gården. Svaret var et klart nej! Så vi blev boende, hvor vi var og vi ville heller ikke sætte os i mere gæld. Så solgte vores forældre jorden til en anden.


Far havde dyrket jorden til 1978. Nu trængte de til nogle år uden forpligtelser og købte et hus i Vivild, hvor de fik nogle gode år”. 

Søstrenes forældre til guldbrylluppet

Diamantbryllup i 2003

”Men da mor brækkede hoften, flyttede de ind i Lejerbo. Først ville de ikke flytte dertil. Mor sagde alligevel næste gang, jeg kom på besøg: ”Hva så Bitten, har du søgt?” Far og mor oplevede at fejre diamantbryllup i 2003. Da fik de besøg af borgmesteren og socialudvalgsformanden. 

Far døde da han var 97 ½ år i 2008, han fik influenza. Selvom det var en høj alder, kunne han huske lige til det sidste. Mor døde i 2011, som 93-årig. Hun boede fortsat i lejligheden et år mere, hvorefter hun kom på plejehjemmet Bakkely i Gjesing.
 

Inger Lises fortsatte liv

Inger Lise kom på Vivild ungdomsskole allerede fra 1960, så hun har ikke gået til ikke baller i Fjerupgårde. Hun har været ansat flere steder, bl.a. ved en bager i Assentoft og et plejehjem. Senere blev hun gift med Søren.


Inger Lise beskriver først og fremmest sig selv som landmand. “Og jeg blev gift med en landmand. Vi havde en gård i Ørum ved Viborg, men flyttede til Aidt ved Thorsø i 1970.
Min mand døde i 2000, og jeg solgte i 2007. Allerede i 1992 havde vi købt et hus med 2 lejligheder i Aidt, så jeg sagde ja med det samme, da nogen ville købe gården.


Jeg troede, jeg skulle bo i Bjerringbro, men det blev så Aidt, nu suppleret af sommerhus i Skovgårde. Både fordi jeg føler tilknytning til Skovgårde, og fordi banken rådede mig til at købe sommerhus. Jeg kommer her dog ikke så meget”. 

Også Ingerlises og Sørens to børn har stået i barnevogn ude på marken: ”nogle gange, når det var koldt, kørte vi bilen derud, så kunne de ligge i den. Birgit har også 2 børn, og søstrenes børn har ofte været på ferie hos hinanden.

Birgits fortsatte liv

Birgit fortæller, ikke uden en vis stolthed: “Jeg har været sygehjælper i fyrretyve år. Jeg blev konfirmeret i 1964 og gik ud efter 7. klasse.  I 1965 og 1966 tog jeg 8. og 9. klasse. Jeg ville gerne have taget 10. Klasse også, men var let at overtale til ikke at gøre det. Pengene var små derhjemme, far havde fået sygdom i dyrene, der var ikke penge til tøj osv.


I stedet kom jeg i huset i Vejlby ved Aarhus, hos en gårdmand og hans kone, plus 2 drenge på 2 og 3 år. Jeg fik 375 kr om måneden med lovning på at stige til 400 kr efter 3 måneder. 
Jeg var vant til at arbejde hjemmefra og glad for at bage, den slags gjorde fruen i Vejlby ikke. Så allerede efter 1 måned satte manden lønnen op til de 400 kr.

Så blev jeg serveringstue pige på Unge hjems Højskole og lønnen steg til 1000 kr pr måned. Jeg sparede sammen til et 5 måneders ophold på Hadsten Højskole. Vi er 5 elever derfra, der stadig kommer sammen. Den 6. døde desværre sidste år.

Næste skridt var at være vuggestueelev, for jeg ville gerne være børneforsorgspædagog, fra småbørns linjen, og efter 1 år, skulle jeg havet været på seminaret, men kom ikke ind pga. pladsmangel.

Min veninde var sygehjælper på kommunehospitalet i Aarhus, og det lød også spændende. På det tidspunkt havde jeg lært Thorvald at kende. Jeg var heldig at komme ind på næste elevhold på Kommunehospitalet og blev der til vi fik vores datter Dorthe. Det var ikke så let at få deltid, som jeg gerne ville på, derfor fik jeg arbejde på et plejehjem i Hadsten, kaldet Helse. Da boede jeg i Haldum ved Hadsten.

Thorvald var på det tidspunkt bestyrer ved en enkekone i Haldum, der hed Magda Østergaard. Han var der i 9 år, men ville gerne have sit eget. Vi så på mange steder, men det var for dyrt i det område. Derfor købte vi nabogården til mit barndomshjem Mosevang. Vi forpagtede fars jord og vores kvier kom ud til ham, og min far passede dem. Adressen er Skovgårdevej 18, i Tustrup. Bagsiden ligger over til Blindmosevej.

Birgit og Thorvalds tidligere gård i Tustrup

Efter Helse og et andet plejehjem i Hadsten kom jeg til Assentoft plejehjem, så Møllehjemmet i Auning, og jeg sluttede mit arbejdsliv i Allingåbro, hvor jeg var i 18 ½ år. I sommeren 2010 gik jeg på efterløn som 60-årig.


Der var Ikke så mange hjælpemidler dengang, jeg startede som sygehjælper, ingen lift, osv. Vi ventede ikke altid på portørerne, så kroppen var slidt. Thorvald kunne fortsætte, han havde det bedst med det. Jeg klarede så husholdningen. 


Men Thorvald begyndte så småt at trappe ned. Vi havde 40 malkekøer indtil staldene var blevet for slidte, og skulle vi så bygge nyt eller sætte ud? Vi valgte at sætte dem ud i år 2000. Dette år købte vi sommerhuset i Skovgårde (Gyvelbakken 6). Nu fedede vi kalve op, for der er man ikke så afhængig af tidspunktet, hvorimod køerne skulle malkes 2 gange om dagen – og til tiden.

Da stormen Bodil huserede, røg der tagplader af en del af stalden med kalvene, men da var Thorvald alligevel ved at sætte dem ud. Vores gård blev derefter sat til salg i 2018. Thorvald blev syg, fik kræft, der har bredt sig og han har det stadig i kroppen – så tænker man anderledes. 
Men det var svært at sælge og sagen blev lagt i bero indtil sidste forår. NU ville vi sælge. Der skete ikke noget før sidst på sommeren, hvor vi solgte det halve af jorden til en jæger.  Så var der det sidste, bygninger mv. og sørme om vi ikke var så heldige, at der kom et ungt par på hhv. 24 og 25 år, der ville drive stedet som fritidslandbrug. Han interesserer sig for jagt og hun for heste. 


Thorvald og jeg har danset folkedans siden 1988 og Johannes spillede sommetider til. Hans steddatter Bitten (Vindberg) er et år yngre end mig og vi rendte sammen dengang hun boede på Eskildsagre”. 

3 har sommerhus i Skovgårde

Inger Lises sommerhus er fra 1953. Det var oprindelig af mursten og gult. Søstrene husker, at den daværende ejer ikke var særlig flink, men skældte dem ud, især drengene på knallert. Huset er et af de ældste i Skovgårde. I 2003 blev der sat træ udenpå og lavet overetage. 

Inge Lises sommerhus, som det ser ud i dag

Ifølge Tinglysning.dk hed ejeren fra 1991 Vibeke Slot og fra1999: Inge Thomsen. Inger Lise overtog i 2008. Oprindeligt hed huset det sjove navn ”Tak Ole”. Det skulle angiveligt være fordi konen var så taknemlig for at hendes mand Ole havde bygget huset!


Søstrene griner, da de fortæller, at de har kaldt huset for ”Den fulde svensker”! Det var lejet ud en overgang, før Inger Lise købte det. Søstrene mødte en gang en fuld svensker, der ikke kunne finde hjem, så de måtte følge ham. Han var ude for at gå aftentur, men fór vild på de mange stier. Søstrene vidste dengang ikke, hvor adressen Skipperholmen 1 lå, men fandt det på en oversigtstavle over vejene. 

Søstrene Inge Lise og Birgit foran Inge Lises sommerhus

Da Birgit og Thorvald købte deres sommerhus på Gyvelbakken 6, var det noget miserabelt – et håndværkertilbud. ”Men det gjorde ikke så meget, der var frihed hernede, og vi kunne bare tage hjem, selvom vi ikke var færdige. Vi har nu bygget til og kan bo her om vinteren nu”, siger Birgit. 

Gyvelbakken 6, som det ser ud i dag

Birgit og Thorvalds sommerhus på Gyvelbakken 6, lige da de overtog det

”Lars Fruensgård (urmager fra Randers) fik det bygget i 1973, men parret blev senere skilt og fruen og de to sønner kunne ikke lide at komme der alene. Dengang var det et gulstenshus, nu er det i træ. 

Sønnerne blev enige om at renovere huset inden de ville sælge det, og de kom også godt i gang, men så gik det i stå”. 

Gyvelbakken 6, da Birgit og Thorvald overtog sommerhuset

Ifølge Tinglysning.dk var ejeren fra 1999 Alice Fjeldsted Mogensen (en svigerdatter), og det er hende, som Birgit og Thorvald købte af i 2000. En periode efter salget af gården boede Birgit og hendes mand i sommerhuset, men de har nu købt et hus i Auning. 

Gyvelbakken 6, som huset ser ud i dag

Den tredje søster, Tove, har sommerhus på Blåmunkevej nr.18. Hun bor fast i Auning, men bor i Skovgårde om sommeren. Tove fortæller om sit sommerhus: ”Min mand og jeg købte sommerhuset Blåmunkevej 18, ved min barndoms strand, i 1988. Vi overtog det efter ”Smeden fra Lystrup”, Ejgild og Inger Hansen. Det forlød at Eigild havde købt grunden af Johannes for en traktor. Nu var der et lille hus på 12 kvadratmeter, med tilbygget toilet. Der var ingen strøm, men 2 gasblus til madlavning. 

Det første, lille hus på Blåmunkevej 18

Der var rigtigt mange træer rundt om grunden, og en helt lille lund inde på grunden. Vi havde f.eks. 2 rækker lærketræer over mod naboen. Vi kaldte det vores ”carport”. 
I det lille hus, som nu er anneks, boede vi i weekends og sommerferier indtil 1994, hvor vi byggede nyt. I tidens løb er alle træerne blevet fældet. 

Det nye hus på Blåmunkevej 18, lige da det var blevet bygget

Nu, hvor jeg er blevet alene, er det stadig mit fristed, og jeg tilbringer hele sommeren der. Da jeg flyttede til Auning, fik jeg dejlig kort afstand dertil”. 


Den fjerde søster, Else, bor i Odder og er lige gået på pension fra et job som fysioterapeut. Alle søstre ses, men især de 3, der har været på pension i nogle år, er meget sammen. Birgit kommer med et dybfølt suk, da jeg spørger, om det ikke er dejligt at have søskende: ”Åh ja, jeg ville nødigt undvære mine søskende”!

Nu mangler der bare, at den fjerde søster også køber sommerhus i Skovgårde…