Lasse Kæmpe
Skovgårdevej 33
(interview jan. 2021)
Lasse er født i 1954 og hans storesøster Rosa i 1949. I 1958 købte forældrene, Harald og Mary Kæmpe gården i Skovgårde på Skovgårdevej 33.
Indtil da var det Lasses mors forældre, Hans og Nielsine, der havde gården. Da datteren og svigersønnen overtog, byggede Hans og Nielsine et aftægtshus ud mod vejen (Skovgårdevej 31), hvor de blev boende i mange år.
Hans og Nielsine, Marys forældre
Nielsine døde i 1974, mens Hans døde i 1986, efter at have tilbragt sine sidste år på plejehjem i Allingåbro.
Gården brændte
Selvom Lasse kun har været ca. 4 år, husker han tydeligt, da gården brændte i 1959, altså allerede et år efter overtagelsen. Ikke mindst grisenes skrig vil altid stå prentet i hans hukommelse.
Det er i lighed med Bjarne Daugaard, der (som tidligere omtalt) i ca. samme alder også oplevede en brand, som han tydeligt husker.
Kæmpes gård brændte totalt ned, men blev genopbygget.
En tegning af gården, Skovgårdevej 33, som den så ud i 1982. Tegneren hedder Gerhard, kaldet Gysser
Hesteliv på gården
Kæmpe drev landbrug med griser, køer mv. Så begyndte han at købe heste og i starten var det især Lasse, der var hesteinteresseret. Han og kammeraten Flemming Nielsen var rigtigt meget sammen og det var Flemmings far og Harald Kæmpe, der sammen købte mange heste, især fra Skagen. De blev brugt til avl og Lasse kørte meget sulky (let tohjulet vogn, der bruges i travløb) samt andre hestevogne, mens han ikke red ret meget. Der blev på ejendommen lavet baner til at køre i sulky.
Harald Kæmpe i hestevognen
Den tidligere omtalte hest, Lise, som jeg (Tine) fik lov at ride på, var Lasses hest. Kæmpes har haft masser af heste på ejendommen, nogle gange 25-30 stk. Det var Harald, der tog sig af hestene og de unge hesteinteresserede, der kom på gården. Mary gik mest inde, fortæller Lasse.
Harald Kæmpe i hestevogn, der er fuld af børn
Som beskrevet i tidligere indlæg har både Birte Flethøj og jeg selv kommet meget hos Kæmpes. Men vi var ikke de eneste hestepiger, der var bl.a. Helle Christensen, hvis forældre havde sommerhus på Hasselvej 3 (interview med Helle og hendes far Henning i en anden artikel).
En hestepige foran stuehuset
Foran stalden
Og ikke mindst var der Skovgårde Rideklub, der holdt til på gården fra starten af 1980erne og mange år frem, som beskrevet af Inge Mikkelsen i et tidligere opslag.
Skolegang og ungdomstid
Lasse har haft sin skolegang på forskellige skoler, bl.a. Rygård strand, Fjerupgårde og til sidst i Allingåbro, da skolen i Vivild ikke var helt færdig på det tidspunkt. At skifte skole ofte var praksis i området, idet hver skole kun rummede et par årgange. Mere om skolerne i området i en særskilt artikel.
Om ungdomstiden husker Lasse bl.a. at de var en stor gruppe unge, der havde deres gang på Dalgård camping. Så gik de ned på stranden (ca. foran Flethøjs hus) om aftenen.
Jeg (Tine) erindrer ikke at have været en del af dette, men var jo også 3 år yngre end Lasse – og ikke fastboende. Lasse har kendt den første campingpladsejer, Pedersens søn, så ham må jeg have fat i.
Gårdens og familiens fortsatte historie
I 1972 blev der bygget til stuehuset, så det blev dobbelt så stort. Det er på det tidspunkt, der kommer badeværelse inde i huset – før havde der været toilet i vaskehuset.
Lasse, der blev gift med Anne Grethe og fik børnene Dorthe og Daniel, var i en periode indtil 2001 glarmester i Hadsten. Det var også hertil forældre flyttede, da de solgte gården i 1987. De tog en del af hestene med til Hadsten, en 8-10 stykker og de gik på græs på området, hvor Kvickly i dag ligger. Jeg flyttede selv til Hadsten i 1985, men kan ikke huske, at der var åbent land der dengang.
Her er Harald og Mary blevet ældre
Jvf. Tinglysning.dk var det Steen Birger Hansen, der overtog gården pr. 4.5.1988.
Harald Kæmpe døde af kræft i 1999, mens Mary lever endnu. For et par år siden kom hun på plejehjem i Vorup. Desværre er hun nu for syg til at kunne fortælle fra Skovgårde, hvilket ellers kunne have været sjovt. Men Lasse har ved besøg hos moren fundet de vedhæftede billeder, der bl.a. vidner om hestelivet på gården.
Lasse bor i dag i Randers (Tebbestrupkær), og er nu gift med Bodil Andreasen. Lasses søster Rosa bor i Fjellerup.
Gårdens nuværende ejer er Skovbo Norddjurs Aps, v. Lis Bomholdt Eskildsen, der købte stedet i 2014.