Per og Ingelise Konggaard
Svinget 22
(oktober 2022
Familien køber hus på Svinget
En af de grunde som Jacobsen fra Ruingården udstykkede, var Svinget 22. Dette skete i 1965 efter at han havde lejet grundene ud i starten.
Leje og senere udstykning har utvivlsomt også være mere givtigt end tidligere tiders forsøg på at dyrke den sandede jord, hvor kun enkelte gulerødder tittede frem. Dette er tidligere beskrevet i historien om Ruingården.
Matrikelkort i forbindelse med udstykningen i 1965
Skødet fra salget i 1968
Det oprindelige hus var ejet af Julius Møller fra Randers. Han arbejdede, som så mange andre fra Randers fra den tid, på togfabrikken Skandia. Dermed kunne han – igen i lighed med mange andre sommerhusfolk i Skovgårde – skaffe materialer til at bygge sommerhus herfra.
I dette lidt primitive sort-hvide hus var der ikke strøm og ingen isolering.
Den nuværende ejer Per Konggaard er yngste søn af familien, der købte det første hus af Julius Møller.
Pers forældre Peter og Astrid Jensen købte huset pr. 1.9.1968. Af skødet fremgår det at prisen var 28.000. Der indgik en kolonihave i Frøvangen i bytte, og da den var værdisat til 18.000, skulle familien Jensen dermed kun give 10.000.
Pers far med børnebørnene på trappen ned til stranden en vinterdag. Familien kom også til Skovgårde før de købte hus på Svinget
En ting, der giver anledning til lidt undren hos Per, er et billede af et skilt med navn og nummer på, der hang ved indkørslen til grunden. Navnet var ”Skoven”, for det kaldte man huset oprindeligt, men så står der nr. 199. I dag er det Svinget nr. 22, men dengang var der jo ikke vejnavne. Det kunne så være et parcelnummer, men det passer heller ikke. Han vil slemt gerne vide, hvad dette nr 199 dækker over.
Indkørslen til Svinget 22, som den så ud i starten. Bemærk nummeret på stolpen tv ”199”. Pers mor er kvinden tv
Per var 13 år, da de begyndte at komme i Skovgårde. Han har 2 ældre brødre, Lars og Palle.
Per husker bl.a. hvordan han altid blev sendt ned til Magdas kiosk for at hente tøris til køleskabet. Der kom en ismand med dette og isen kunne lige holde weekenden over.
Per ses her som stor dreng, mens han hjælper med at save
Teenageår på knallert
Per fortæller: ”Vi var nogen, der samledes hos Magda. Jeg var især meget sammen med Ivan Byrgesen, hvis forældre havde sommerhus lige overfor os (nr. 27). Vi kørte tit på knallert herud.
Vi var mange dernede, i forskellige hold, men jeg husker ikke rigtigt deres navne. Jeg erindrer dog en lidt ældre fyr, Ralf Sørensen, hvis far havde en symaskineforretning i Randers. Ralf var med i periferien af gruppen.
Magda var det rareste menneske og det var Jens også.
Ofte var vi unge også nede og bade sammen, og vi var i det hele taget meget nede ved stranden, også om aftenen. En af drengenes fædre havde en jolle, som vi sejlede ud i og det gik vist det gik lidt vildt for sig, når vi sprang i!
Det var dengang det mest handlede om knallerter og piger…
Ivan havde en gammel Skylon og jeg havde en SCO. De stod herude i Skovgårde, for vi var faktisk ikke gamle nok til at måtte køre på dem.
Der boede en betjent herude på Fyrrevej, så der kom nogle gange nogle af hans kolleger, der lige skulle ud at have kaffe og så var det med at holde lav profil. Jeg husker hvordan vi en gang var ude og dække sporene efter vores knallerter”.
Det var dengang alle raske drenge kørte på knallert
”Vi var som store drenge træt af dem i Berberisvej-kvarteret. De udstrålede altid: ”Hvad laver I her? Det er vores kvarter!”
”Det var ligesom en campingplads med fastliggere. Når Ivan og mig kom på knallert, så havde vi altid 3 gale mennesker i hælene hele vejen rundt, og vi tænkte at det var da et frygteligt kvarter!”
(Dette er et sjovt eksempel på, hvordan tingene opfattes forskelligt, sikkert også pga. generationsforskelle. De sommerhusejere fra Berberisvej, jeg har talt med, omtaler den store grad af samhørighed, der var blandt beboerne – hvilket givetvis har været tilfældet. De har så bare ikke været så vilde med livlige teenagere på knallerter, der fræsede rundt på vejene. Og de unge har omvendt tænkt: hold da op, sikke nogle sure og uvenlige mennesker! Denne konflikt har jeg også hørt om i forbindelse med de lokale, altså fastboende unge, der pludselig oplevede at de steder, hvor de plejede at køre, pludselig tilhørte nogle sommerhusejere, der forsøgte at gøre dem livet surt ved at lægge spærringer ud og skælde ud. Der er basis for en artikel om den potentielle konflikt mellem lokale og sommerhusejere og mellem unge og mere ”satte” sommerhusejere. Mit formål er alene at beskrive og belyse dette interessante fænomen, ikke at dømme om, hvem, der havde ”ret”!)
Skousen bygger det nye hus sammen med familien
Huset, der var flikket sammen af stumper fra Skandia fabrikken, var efter kort tid allerede i dårlig stand.
Sommerliv i det oprindelige hus. Pers mor i døråbningen
Så familien brækkede det ned i efteråret 1972. En sjov sidehistorie er at træet blev kørt ned til Anine (Nordkystvejen nr. 42), som levede under noget sølle forhold. Hun blev lykkelig, for så havde hun noget at fyre med. Som Per tørt bemærker: ”Godt der ikke var miljøkontrol dengang, for brædderne var godt smurt ind i Solignum”.
Fra byggeriet af det nye hus
Det nye og nuværende hus, blev opført i 1973 som et såkaldt Medbyg-hus.
Carl Skovsen (Nordvangsvej 25) var tømrermester og Niels Krabbe fra Rygårde arkitekt.
Krabbe tog 1700 kr for at tegne huset, mens regningen fra Skovsen lød på 200 timer a 20 kr. 4600 i alt inkl moms!
Skovsen udstykkede selv mange grunde, og jeg ved også, han selv har bygget andre huse, bla. Nordvangsvej 40. Jeg troede, han kun byggede huse på sine egne grunde, men Per fortæller, han også har bygget et magen til Svinget 22 på en grund nedenfor Bibelcampingen Havbakkevej 17.
Krabbe havde tegnet to typer af husmodeller, mener Per.
Krabbes tegning af det nye sommerhus på Svinget 22
Per husker hvordan Skovsen kom kørende på traktoren, sammen med sin døve puddelhund Lise.
Familien Jensen hjalp til i og med det var et medbyghus: ”Vi satte grunden af og støbte soklen.
Tagspærene kommer op
Karl Skovsen og Pers mor højt til vejs ved rejsegildet
”Skovsen var ikke helt nem at arbejde sammen med”, husker Per, ”for tabte man f.eks. et søm, skulle man ned og hente det. Der skulle ikke noget gå til spilde!”
Så har der været rejsegilde
Pers mor var meget inde over byggeriet
”Min mor malede alle brædder ind- og udvendigt. Plus hun lavede mad ovre hos naboen. Hun og Skovsen kom vældigt godt ud af det sammen”.
Bemærk der ikke var udsigt til havet dengang pga. de store grantræer
Det nye hus tager form
Det nye hus havde fra starten ingen terrasse mod nord, før var der kun en trappe lavet af sveller. Men Per har senere bygget terrasse her.
Så er huset ved at være færdigt
Per og Ingelise
Per og Ingelise er begge årgang 1955. De lærte hinanden at kende i skolen allerede i 1970/71, hvor de således kun var 15 år gamle. Parret flyttede sammen som 18-årige, blev gift og fik 2 drenge, Jesper og Morten, og i dag er der også 4 børnebørn. De har guldbryllup om 3 år.
”Da vi blev kærester, var der andet end Skovgårde, der trak. Og fra sidst 1970erne, hvor min mor blev nyresyg, (hun havde kun 1 nyre), stod huset reelt tomt i ca. 15 år. Vi var de eneste, der brugte det en smule.
Vi kørte nogle gange herud efter arbejdstid, da vi var unge, for at spise aftensmad, i perioden hvor huset stod tomt. Engang ville vi så holde en egentlig ferie herude, men da vi kom, var vandvarmeren sprunget. Der var gulvtæppe på, så det hele var sølet til og vi brugte hele ferien på at få tingene tørre igen – det var for surt!
Per og Ingelise overtager huset
”Det var i 1980erne mor ikke ville med herud mere. Mor ville gerne sælge, men far ville ikke. Så tilbød vi at købe det, i 1995. Mine brødre var ikke interesserede i at overtage huset. De er ejendomsmæglere begge to, men huset blev vurderet af en tredje, uvildig mægler. Det var også mest mig, som den yngste, der var med herude og som var med til at bygge det nye hus”.
Det var Per, der fik frilagt den store sten ud mod vejen. Den lå i mange år gemt i jorden, men i forbindelse med kloakering fik Per den fritlagt.
”Dengang var huset lukket ned om vinteren. Det var projekteret til 50 mm isolering, men de var forudseende og fik det lavet om til 100 mm. Men vi brugte det alligevel ikke om vinteren.
I 1998 døde min mor, mens min far levede til 2006”.
Træfældning
”Min far fulgte udviklingen herude ved huset, men var ikke så vild med at den tætte bevoksning forsvandt, da vi begyndte at fælde. ”Er det nu nødvendigt at fælde alle de træer”, lød det.
Per beretter, at de på et tidspunkt (1995 -1996 ) fældede hele 272 træer! ”Dengang havde vi ikke brændeovn, så vi kunne ikke bruge træet”. Vores hjælpere fik træet som tak hjælpen.
”Og hvad skulle vi lige gøre med alle de mange grene? Da kom Jacobsen os til undsætning. Hvis vi lavede ”høstakke” af grenene, så kunne han hente dem på sin traktor (der vist var lige så gammel som ham selv…).
Jacobsen kørte over 100 læs og brændte dem nede på gården. Han var en flink mand”, erindrer Per.
Billede fra haven, mens den stadig blev holdt af Pers forældre. Bemærk de mange store grantræer i bunden af grunden
”Efter de første 20 læs, spurgte jeg ham, hvad han ville have for arbejdet”. ”Giv mig en 50er”, var svaret og da de endelig var færdige, endte det på måske kun 200 kr, så de var godt givet ud!”
”Før fældningen kunne man ikke se huset fra vejen. Nu kunne man begynde at skimte vandet. Men selvom fældningen gav udsigt i starten, groede det til, før vi så fik ryddet igen”.
Per husker også, at da det i 1996 havde været en hård vinter og de kom ud til påske, kunne de ikke få vand. De kørte ned til Jacobsen, der sagde de bare kunne hente vand hos ham. ”Så det gjorde vi så flere gange den påske. Jeg husker hvordan han gik og spillede harmonika for konen inde i stuen, når vi kom derned”.
Svinget 22 mens der voksede kæmpestore grantræer på grunden
Per og Ingelises arbejdsliv
Per har som sin far været ved Postvæsenet hele sit liv. ”Det var så nemt, vi boede nemlig i en lejlighed oven på Posthuset. Så efter et par svajerpladser ude i byen fik jeg et eftermiddagsjob med at tømme postkasser på knallert. Da jeg gik ud af skolen, vidste ikke hvad jeg ville. Så fik jeg fuldtidsjob på Posthuset, så kunne altid se, hvad jeg ellers skulle. Det endte med, jeg var der i 42 år. Jeg mistede mit job, da jeg måtte have 2 nye knæ og ikke kunne holde til så meget fysisk mere. På det tidspunkt kunne jeg kun få omdeling, så stoppede jeg. Jeg havde ellers ikke haft omdeling de sidste mange år, men havde arbejdet som leder, bl.a. som postvagtmester.
Ingelise er uddannet køkkenassistent og har arbejdet på plejehjem i Assentoft i 23 år. Da parret i 2023 flyttede i lejlighed i Volden, fik hun job som kantinebestyrer i Nykredit, lige nede ad gaden.
”Jeg har lavet mad til frokost til 43 personer hver dag”, fortæller Ingelise. ”Men kantinen lukkede, lige som Nykredits andre små kantiner gjorde det. Så jeg gik arbejdsløs de sidste to år før jeg kunne gå på efterløn”.
Per blev også arbejdsløs, da han stoppede ved Postvæsenet. Han havde dog i 4 år lidt timer i Vestervangskolens SFO, hvor han reparerede div. ting, som var gået i stykker. Børnene kaldte ham selvfølgelig altid for Postmand Per!
Efter 27 år i et hus i Assentoft, flyttede parret ind i en stor lejlighed i Volden i Randers. 12 år senere skiftede de denne ud med en mindre lejlighed i Kristrup. Da var de begyndt at bo i Skovgårde store dele af året. ”Vinterhulen” kalder de deres lejlighed i Kristrup.
Huset og familien i dag
Per og Ingelise bor herude fra maj og min. til og med efterårsferien – herefter afgør vejret, hvor længe de bliver. Men de kommer fortsat herude året rundt, bl.a. til jul og nytår.
I dag er der en dejlig udsigt fra huset, ”men udsigt giver også mere blæst!”, konstaterer Per. ”Derfor bruger vi også terrassen mod syd.”
Terrassen mod syd som der så ud i Pers forældres tid
Der er ikke så mange konkrete minder fra de tidlige år i Skovgårde. Der er dog et kæmpestort sofabord, hvis bordplade er skåret ud af et kastanjetræ, der blev fældet, fordi det nåede helt op til taget. Bordet stod oprindelig udenfor, men det var Skovsen, der foreslog, de fik det slebet ned og tog det ind som sofabord.
Og så har de bevaret en gammel petroleumslampe, der har tilhørt Cleo (kendt (bakke)sangerinde og skuespiller, der levede fra 1921 til 2006 og som på et tidspunkt boede i et hus på Nordkystvejen).
Efter næsten 2 ½ times snak, skyllet ned med te og Ingerlises gode pistaciekage, var det tid at bryde op efter endnu en spændende indsigt i et hjørne af Skovgårdes historie. ”Mon der nu er nok at snakke om”, sagde Per tøvende, da jeg foreslog dette interview. Det var der!