Ole Berg Sørensen
Toppen, Lyngbakken 5,
(Interview 29.5.2024)
”Toppen” på Lyngbakken 5, var også et af husene, der indgik i de guidede ture sommeren 2024.
På en af turene deltog ejerne, Ole og Else Marie Berg Sørensen. Ole fortalte på denne tur levende om huset, som det også var muligt at besigtige indeni.
Forinden havde jeg i maj interviewet Ole og Else Marie på Toppens terrasse.
Jeg er måske ikke den eneste i Skovgårde, der har undret mig lidt over, at huset Toppen på Lyngbakken 5 sjældent er beboet. Det kommer der en forklaring på her.
Hus fra 1958
Ole og Else Marie har ejet huset siden 1978, men Ole – der er årgang 1952 – er kommet her siden han var barn. Huset er fra 1958, og da var Ole dermed 6 år gammel. Her er kun 31 kvm beboelse og der er faktisk ikke et badeværelse, dog er der et toilet i kælderen.
Toppen under opførelse
Det var Oles far, Freddy Sørensen, der byggede huset sammen med Oles onkel. Faren havde ifølge Ole købt grunden af en soldat, der ejede gården Skipperholmen, der nedbrændte i 1952 og aldrig blev genopbygget.
Faren var ansat ved Jysk Telefon i Randers og så kunne man godt tro, at huset var bygget af telefonpæle. Det var en meget brugt ting før i tiden, hvor pengene var små, at man byggede af de forhåndenværende materialer. Og var man ansat f.eks. ved Jysk Telefon eller togfabrikken Scandia eller lign, så kunne man ofte skaffe sig lidt materialer.
Et ældre billede af Toppen.
Man siger her i Skovgårde, at man endelig ikke må fløjte, når man går forbi et hus bygget af materialer fra togfabrikken Scandia, for så kører huset!
Men Toppen er såmænd bygget delvist af de brædder Oles far kunne få, da et hønsehus i Randers skulle nedlægges.
Grunden til huset hedder Toppen er ifølge Ole, at når familien, der – lidt usædvanligt på den tid – selv havde bil, lige rundede bakketoppen på Skovgårdevej, så gjaldt det blandt de 3 søskende om først at få øje på toppen af huset. Det var en slags konkurrence, man kunne fornøje sig med, da der jo ikke lige var en Ipad eller en telefon at fordybe sig i!
De fleste på den tid tog ellers rutebilen herud og blev sat af på Gl. Fjellerupvej. Det har Ole og hans storesøster også prøvet. Dengang gik man gik i skole om lørdagen og faren hentede børnene ved bussen om lørdagen, hvis han havde fri. Moren Lilli var hjemmegående.
Og det med egen bil betød også, at man selv kunne transportere materialerne til byggeriet herud. Ellers foregik det oftest ved at man tog rutebilen og så lå de brædder, man havde fået sikret sig, på taget. Materialerne til byggeriet af Toppen lå på bilens tagbagagebærer eller sågar spændt fast på siden af onklens scooter, der i øvrigt var af mærket Lambretta.
Oles onkel, moster og storesøster foran Toppen, mens byggeriet stod på. Her ses også onklens scooter. Pga. grundens beskaffenhed og fordi der skulle passes godt på køretøjerne, blev der lavet garage under huset. Indkørslen er siden ændret, så man skal op ad Lyngbakken for at komme til huset. Bemærk hvor bart, der er i området.
Det med sommerhusnavne har jeg også skrevet en artikel om, for der er mange sjove navne. Og der var jo ikke vejnavne før i tiden, så man kendte husene på deres navn. Ole fortalte mig om et hus på Rødkløvervej der hed ”TABRØME”, (altså ”Tag brød med”, vel underforstået: I må gerne komme på besøg, men tag brød med)
Ole og hans mor og 2 søskende boede i Skovgårde hele skolesommerferien. Storesøsteren, der ikke lever i dag, var årg. 48, mens lillesøsteren kom til i 58.
Oles far kørte frem og tilbage eller kom herud en gang i mellem.
Dejlige barndomsminder
Ole har mange gode minder herude fra og havde mange legekammerater, bl.a. Arne Munk fra Borgmestervangen 6 og John Frandsen, som boede på Borgmestervangen 1.
Ole husker bl.a. at et hus i området var lejet ud til hollændere. Det var Oles første kontakt med folk, der ikke kunne tale dansk, men det var ingen hindring, børnene legede fint sammen alligevel.
Ole har også leget rigtigt meget med Bent fra Ruingården. ” Vi legede oppe ved kanonstillingen, hvor vi kunne kravle helt ind i ammunitionsdepoterne. Et fantastisk sted at lege, også der hvor kanonen havde stået. Bent kendte det hele”, mindes Ole.
”Også ved Ruinen leede vi – det var stedet! Der var nogle gange spejderlejr, hvor der kom en 60-70 drengespejdere og det var noget af det sjoveste”.
Sommerliv på Lyngbakken
Endelig har Ole også leget med Steen Fallesen, hvis forældre ejede nabohuset, Lyngbakken 3.
Ole erindrer at man kaldte Nordvangsvejs-området for Mosen, for der var lidt sumpet dernede.
En anden ting, Ole husker, er da han og andre børn var med Jens Daugaard i hestevognen for at hente hø ind.
Det var før Nordkystvejen blev anlagt. Der var ikke indlagt vand i husene, så man hentede vand i bækken ved Daugårds (Nordkystvejen 63). Folk havde mælk liggende der, men også øl og brændevin – ” og det forsvandt ikke”, bedyrer Ole.
Fra Toppens terrasse var der dengang vid udsigt. Der var kun marker foran, ingen store træer som i dag. Johannes og Fredes heste gik der, hvilket Ole har et billede af.
Udsigt fra Toppens terrasse. Johannes og Fredes heste ses her græssende
Der var ikke indlagt vand, så Oles far fyldte en tønde med vand, 200 liter, der så kunne holde til weekenden.
”Alt affald blev bare gravet ned på grunden”, fortæller Ole. ”Hvert år blev der gravet et dybt hul og løbende hældt sand hen over”.
“Bjælken” på Poppelvej
Jævnfør det med at skaffe sig materialer fra sin arbejdsplads, så byggede Oles far faktisk et hus af telefonpæle ovre på Poppelvej 3, kaldet Bjælken og det står endnu.
”Bjælken” i dag
Ole var med til at bygge Bjælken, da han var ca. 15 år og han husker, hvordan han og faren huggede alle telefonpælene til med specielle økser.
Poppelvej er udstykket fra Ruingården omkring 1967 og Bjælken er også fra det år.
Oles forældre flyttede over i huset på Poppelvej hvor der var mere moderne bekvemmeligheder.
“Bjælken” i dag
Forældrene boede i huset på Poppelvej i en årrække – de flyttede derud, da Freddy Sørensen gik på pension. Oles far boede der fortsat, da han blev alene og helt til kort tid før han døde. Han blev 89 år og var født i 1924. Oles lillesøster, Anette Berg, overtog Poppelvej 3, men solgte det i 2006 til de nuværende ejere, Vibeke og Benny Hjortshøj Bach.
Ungdomstid – Skovgårde bliver mindre interessant
Som barn kunne Ole næsten ikke komme hurtigt nok til Skovgårde. Da han fik knallert, kunne han selv køre herud.
”Min storesøster, der var 4 år ældre end mig, ville derimod helst ikke med herud, for der var ingen på hendes alder herude”.
Men på et tidspunkt holdt Ole op med at komme her ret meget, så var der andre ting, der trak. ”Sommerhus er fint til børn, men pludselig er det ikke så spændende mere, når man bliver ung”, konkluderer Ole. Han har da heller ikke kontakt til de gamle legekammerater fra Skovgårde.
Toppen en vinterdag
Andre huse i nabolaget
Da Ole var barn, var det meget småt med andre sommerhuse i nabolaget. I 1958 var der kun nabohuset (Lyngbakken 4), der var bygget af smeden i Drastrup. ”Han gik ikke så meget op i hvordan det så ud”, smiler Ole. ”Og han boede i kælderen den første tid”.
”Smeden lavede alt muligt”, fortæller Ole, ”han byggede f.eks. selv en båd, plus et ophalerstativ og dette stativ kan man stadig se rester af for neden af fællestrappen på Borgmestervangen. Huset blev i 1967 overtaget af Niels Peter Sørensen, der ejede P.S. System, et verdensberømt reolsystem. Peter Sørensen havde en stor fabrik på Tjærbyvej i Dronningborg og var en dygtig forretningsmand”.
Fra 2002 til 2005 var dette hus ejet af Lisbeth Carøe Sørensen og fra 2005 til 2017 af Alice Sønderskov Jensen. Siden 2017 har Lyngbakken 4 været ejet af Dorthe Lassen.
”Ebse”, huset på Daugårdsvej 2, der var bygget af Esbensen (se historien om Ebse) har OIe også en fortælling om:
”Dengang var der som sagt ingen træer herude, så vi kunne se hen til Esbensens. Min far og onkel gik og lagde tag på og Esbensen gjorde det samme. Han kom så over til Oles far og onkel for at få en bajer. ”Der er ret langt mellem jeres spær”, mente Oles far og onkel, men Esbensen affejede: ”nej det er det normale”. Men Esbensen, der var meget sparsommelig, havde sparet så meget, at der faktisk var for langt mellem spærene. ”Så kom det fra Oles onkel: ”mens I har været her, er huset sunket 10 cm på midten!” ”Det fik straks Esbensen til at løbe over og sætte en pæl op for at understøtte”, griner Ole.
”Ebse”, som det så ud dengang
Esbensen lejede ud til nogle tyskere de første år. Ole husker især en tysk familie: ”manden manglede den ene arm – sikkert relation til krigen. Han linede familien op, så gik de på linje i marchgang ned til stranden, hvor faren svømmede i lang tid og de gik så hjem igen – stadig på linje”.
”Nogle andre lejere havde bøjet alle skeerne, da de forlod huset – de var måske ikke helt tilfredse”, funderer Ole.
Ole og Else Marie
I 1972 møder Ole og Else Marie hinanden. Parret har i 42 år haft hus på Kobbersmedevej i Randers og har to voksne døtre, der bor på Sjælland. Familien brugte huset i Skovgårde en del, da børnene var små.
Familien samlet på terrassen. Ole for bordenden og Else Marie for den anden bordende, sammen med den ene datter. ”Parasollen eksisterer endnu”, smiler Ole og Else Marie
”Da pigerne var små, var vi her rigtigt meget, men så gad de ikke mere. Så vi er ikke kommet så meget de senere år, da vi også har et stort hus og have derhjemme, der skal passes”.
Toppen i dag. En beboer her i Skovgårde fortalte, at han kaldte huset for ”æ wunnikass”. En wunni er en orne på jysk og dermed hentydes der måske til husets markante terrasse, der måske kunne minde om et fodertrug i en svinestald?
”Vi holder alligevel ved herude i Skovgårde – mest mig, siger Ole, og nævner nostalgien, duften og det at genkende tingene.
Ole, Else Marie og hunden Eika på Toppens terrasse, der på et tidspunkt blev udbygget
Else Marie har selvfølgelig ikke samme forhold til Skovgårde. Men parret beholder huset indtil videre, selvom de kun kommer her på dagsbasis. Når de holder ferie, lejer de sommerhuse rundt om i landet.
Else Marie har arbejdet som kontormedarbejder ved politiet i Randers. Ole har været ved Postvæsenet, i øvrigt sammen med Per Konggaard, der har sommerhus på Svinget (se artikel). Ole er i dag ved Beredskabet, hvor han holder brandkurser på alle plejecentre og bofællesskaber i Randers, der tilsammen har 3200 personaler.
Toppen i dag
Toppen står meget autentisk, det er stort set kun vinduerne i gavlen, der er skiftet ud med nogle i en anden facon og så er ruminddelingen lidt anderledes end i starten. Endelig er huset i dag sort med hvide vinduer, hvor det var brunt i starten.
Toppen 2024