Skovgårdes ældste sommerhuse – guidede ture sommer 2024

Det blev til 4 guidede ture rundt til nogle af Skovgårdes ældste sommerhuse, hhv. d. 20.,25.,27. og 30.7. Deltagerantallet kom helt op på 116 – over al forventning – og der var både stor lydhørhed og stor spørgelyst. Desuden var der mange, der kunne supplere mig, og det var netop en del af formålet. Ligesom det var en stor del af formålet at lære hinanden endnu bedre at kende i Skovgårde. Derfor var der indlagt en fælles kaffepause til sidst, ligesom snakken gik lystigt, mens vi gik rundt mellem de 5 udvalgte huse.
To af gangene var der 2 sommerhusejere, der selv deltog og kunne fortælle om egne huse og det var naturligvis et ekstra scoop. Det var Ole Berg Sørensen fra Lyngbakken 5, Dorte Thomsen fra Enebærvej 5 og hhv. Anna Lise og Gitte Rasmussen fra Gyvelbakken 12.
Husene, vi besøgte, spændte fra små, ydmyge og autentiske huse til et større og totalrenoveret hus med en kæmpe grund. Der blev udstødt mange beundrende suk over både udsigter og huse.
Næste sommer (2025) påtænker jeg at lave lignende ture, men med fokus på de forskellige udstykninger og de gårde, der udstykkede. Se billeder her fra de 4 ture.