Sommerminder fra Skovgårde i Ugebladet Hjemmet
Min barndomsveninde Birte Flethøj Ege, hvis forældre også havde sommerhus i Skovgårde (Hybenvej 18), er for nylig blevet interviewet til ugebladet Hjemmet. De kører en serie, kaldet ”Barndommens sommer”, og for hvert årti kommer der en beretning.
Da ugebladet søgte på nettet efter sommerminder fra 1960erne, faldt de over Birtes fortælling, publiceret på ”Skovgaarde.dk” – som en del af det interview, jeg lavede med Birte for et par år siden (Skovgaarde.dk/birte-flethoej). Birte supplerede selv interviewet med en meget poetisk skildring af hendes barndoms- og ungdomsminder. En skildring hvori jeg selv (Tine) indgår, da vi som veninder og hestepiger elskede vores lange somre i Skovgårde.
Lidt sjovt at journalisterne på Hjemmet har brugt Skovgaarde.dk som kilde og at Birtes fortælling her dermed har givet anledning til interviewet.
Hjemmet, nr. 28, 10. juli 2023. Artiklen er også på forsiden
Artiklens fulde ordlyd kommer her:
Birtes sommerhusferier på Djursland: ”Det er, som om solen altid skinnede”
Birtes familie fik sommerhus i Skovgårde på Djursland i 1960. Hun husker barndommens sommerferier som ét langt nu, uden tanker og bekymringer. Det var somre fulde af strandbade, sænke slagskibe, Amagerstænger og hestehygge.
”Ferierne i sommerhuset føltes uendelige. Jeg var bare i nuet uden at tænke på andet end at være. Jeg husker ikke, at jeg havde tanker eller bekymringer om fortiden eller fremtiden.”
Birte var knapt tre år, da forældrene i 1960 byggede et lille, sort træsommerhus i Skovgårde på Djurslands nordkyst. Der var kun 35 kilometer derud hjemme fra Randers, men der var en verden til forskel. For når man var i sommerhuset, så var man der, og næsten alt var muligt mellem bakken og vandet og Magdas Ishus.
I hele Birtes barndom blev langt det meste af sommerferierne tilbragt i sommerhuset sammen med hendes to store søskende. Som regel alle de syv uger, som skolesommerferien varede.
Hjemmet nr. 28, 2023
”Det er rigtig gode minder, jeg har fra sommerhuset. Jeg elskede virkelig at være derude”, siger Birte Flethøj Ege, der i dag er 65 og bor i Odder i Østjylland sammen med sin mand, Hans.
Birte har fundet et lille rødt album frem, hvor de første mange billeder er sort-hvide, men skifter til farve tæt på 1970erne. Mange er taget i sommerhuset om sommeren, og moderen har sat dem i album til hende.
For Birte begyndte sommerferien med en glad køretur. Forældrene var musikinteresserede, og hele familien sang med i bilen på vej til Skovgårde. Børnene skrålede fra bagsædet og havde ikke sikkerhedssele på. Og hunden Jackie var også altid med og lå ved morens fødder.
Vel ankommet til huset ”Kvint”, som var opkaldt efter et musikudtryk for fem toner og også hentydede til de fem familiemedlemmer, løb Jackie – ellevild af glæde – ned og lagde sig med udsigt over vandet.
”Her lå han og vejrede med næsen i sky og skuede som en konge ud over vandet og forstranden. Det var også min yndlingsplet, og jeg og Jackie tilbragte mange stunder netop her, hvor vi bare hyggede og nød naturen”, fortæller Birte.
Birte og hunden Jackie. Kilde: Hjemmet, nr. 28, 2023
Forældrene elskede også den plads, og faderen tog adskillige billeder af solnedgangen derfra.
UDEN FJERNSYN
Birte mindes præcis, hvordan det var, når man om morgenen slog øjnene op inde på værelset i sommerhuset.
”Der var sådan nogle raderinger på fyrretræs-væggen med meget smukt korn, der vajede i vinden. Sommermotiver. Og dagen lå – lang – foran én”, husker hun.
Det var lysten, der styrede. Familien havde ikke fjernsyn i sommerhuset, og i begyndelsen slet ikke strøm, og man måtte selv finde ud af, hvad der skulle ske. Birte fandt tit sammen med veninden Tine fra et sommerhus lidt henne ad stranden, og de havde også andre legekammerater i området.
Birte og hunden Jackie. Kilde: Hjemmet, nr. 28, 2023
”Vi strandbadede rigtig meget, og når der var bølger, var det bare skønt. Vi fiskede fra en lille båd, ”Smut”, som Tines fætter Peter havde. Vi plukkede også blomster og flettede flotte kranse – evighedsblomster. Og så kan jeg huske, vi havde sådan en løbebane, hvor vi sagde ”På pladserne. Færdige. Løb”.
Kilde: Hjemmet nr. 28, 2023
De voksne var ikke optaget af mobiltelefoner dengang, og der var heller ingen telefon i sommerhuset, så det var en anden, uforstyrret tid. Faren, der var malermester, havde gerne travlt med husprojekter.
”Og min mor lavede mad”, smiler Birte, der selv fik til opgave at hejse flaget hver dag, ligesom hun hjalp sin far med at kløve brænde.
”Mine forældre fik tit gæster, og så drak de ”frikadellevin”, som de kaldte det, og vi børn blev sendt op efter røde pølser. Det bedste var, når vi kunne få de voksne med til noget. Når vi havde gæster, legede vi alle sammen ”To mand frem for en enke”. Det var sjovt”.
Birte slugte Susy-, Flemming-, Mette-Marit og Pukbøgerne, og om aftenen stod den gerne på spil som Matador og Sænke slagskibe. Desuden var det en fast tradition, at hele familien gik aftentur op til Dalgårds Kiosk efter lidt mundgodt. Den lå lidt længere væk end Magdas Ishus.
”Det var en selvfølge, at man gik med, og at vi skulle have Amagerstænger. I virkeligheden kunne jeg ikke lide dem og ville hellere have haft noget andet, men det var slet ikke på tale. Det var dem, vi skulle have hver aften.
HESTE OG DRENGE
Som ca. ti-årig fik Birte hen i 1960erne en islænderhest, og hesten – og senere to heste – skulle også med i sommerhus!
”En vognmand hentede hestene, jeg fik lov at køre med i førerkabinen, og hestene blev læsset af på ”Kæmpes gård” i nærheden af sommerhuset, og SÅ var ferien i gang.
Birte giver mig (Tine) lov til at prøve hendes islænder Graumann. Foto: Gudrun
Birte og Tine på hesteryg. Foto: Gudrun Jørgensen
Sammen med veninden Tine kunne Birte forsvinde hele dage ind i hestehygge.
”Livet med hestene var bare det ”fedeste”. Vi red i vandkanten i fuld galop, kørte jumbe og var i stalden i timevis – og vi fik lov at være i fred med vores hesteinteresse og spirende teenageliv. Engang jeg faldt af og blev trådt på foden, sagde jeg ikke noget, for jeg vidste, min mor havde det bedst uden, og jeg skulle ikke risikere, at vores frihed blev indskrænket.
”Der lå også problemer under overfladen, og mine forældre havde deres at tænke på, men som barn var det ”ikke mit”, og det er ikke det, der fylder, når jeg tænker tilbage”,
Tine og Birte blev begge hemmeligt lidt forelskede i naboens Søren, de snakkede om heste og drenge, og også om hvad de ikke måtte derhjemme.
”Men jeg husker det, som om jeg ingenting manglede i sommerhuset. Og at hele verden lå åben.”
I 1973 byggede forældrene et større sommerhus, som blev solgt i 1987. Birte ville gerne have haft det i familien i dag. Hun besøger nu Tines sommerhus til tider, og hun elsker stadig Skovgårde.
Hybenvej 18, 2023, taget fra forstranden. Foto: Tine Rydahl
”Det hele emmer af barndom. Og så den der fornemmelse af, at duften er det samme, og at havet er det samme. Jeg elsker at kaste mig i de bølger den dag i dag. Og der dufter jo stadig af hyld og gyvel og saltvand. Og måske kan man ane en hestepære også, selvom den ikke er der.
Det er en bittersød oplevelse at vende tilbage. For tabet af ”det, der var”, kan samtidig gøre ondt. Men glæden ved stedet overskygger stikkene i hjertet, og kærligheden til naturen stammer herfra, og ferieminderne fra sommerhuset er og bliver noget helt særlige.
”Når jeg husker tilbage, er det som om solen skinnede hele tiden. Men altså, at bade i regnvejr, det var jo noget af det skønneste, ikke?”
Birte Flethøj Ege. Foto: Tine Rydahl