Tine Rydahl – Min egen historie

Borgmestervangen 24

(december 2020, opdateret juni 2022)

Fra Mols til Djursland
De første 10 år af mit liv (indtil 1967) hed sommerlandet Strands i Begtrup Vig på Mols. Bøvl med Fredningsmyndighederne gjorde, at mine forældre solgte huset og købte grund i Skovgårde i stedet for. Vi kom fra Randers og som mange andre derfra var Skovgårde et nemt og oplagt sted at have sommerhus. Afskeden med Mols var vemodig, men snart blev det helt overskygget af alt det spændende, der skulle ske i Skovgårde, nemlig at bygge helt nyt hus.

Vi var vant til hus i første række, så derfor slog mine forældre til, da sagfører Søren G. Nielsen frasolgte halvdelen af sin grund nederst på Borgmestervangen i 1967. Jeg har desværre en dårlig hukommelse og i dag er der ingen i familien, der kan hjælpe mig ret meget på vej ift. Skovgårde i starten. Begge mine forældre er for længst døde, det samme er min eneste søskende, min bror, der var 7 år ældre end jeg. Men nogle minder er dog lagret på “harddisken”

​

Huset bygges – de første år
Huset på Borgmestervangen nr. 24 stod færdigt i 1968 og var efter den tid hypermoderme: et A-hus i gasbeton med sort træværk. Vinduerne var af eksklusivt teaktræ, for min far havde tidligere været træhandler.

Som jeg husker det, foregik handlen hos naboen på Borgmestervangen 22, hos sagfører Meilvang. I min erindring var der mange interesserede i denne attraktive grund i første række, fredeligt placeret for enden af en blind vej. Men sikkert fantasi, at de interesserede stod i en lang række, mens min far stod forrest!

I hvert fald blev grunden på ca, 3000 kvm vores. En meget lang, ret smal grund, der på det tidspunkt var fuldstændigt tilgroet, så man dårligt kunne se havet.

Jeg husker en skovtur derud, mens huset var ved at blive bygget. Min mor havde købt en grøn madbeholder med bakker i, så vi kunne have smørrebrød med. Jeg synes det var helt fantastisk med den grønne madkasse, der gemte på fine madder. Min far havde ryddet en lille plet på grunden, så vi kunne sidde der, men rundt om os, var der ren “urskov”.

Da huset næsten var færdigt, var vi derude og sad på balkonen på 1.sal, der var foran mine forældres soveværelse. Herfra kunne man se havet, så det var spændende at sidde der. Soveværelset var sådan set færdigt og der var lagt lysegråt nålefilt på gulvet (ligesom i alle andre rum), men der var endnu ingen møbler. Jeg tiggede om, at vi skulle sove der den aften, i mit 10 årige hoved kunne det være SÅ hyggeligt, men den gik ikke, for der var jo ingen senge.

Borgmestervangen 24 i 1970, da min mor fyldte 50 og holdt fødselsdag. Min bror Kjeld med solbriller

Min far og Hamilton jetten
Min far var ivrig fisker og satte garn ud. I Skovgårde fik han en ny båd, der skulle blive ret så berømt i hele området. Det var en speedbåd, hvid og rød, med indenbordsmotor og så stod der “Hamilton Jet” på den og “Fiskars” (der altid blev til fiskefars i daglig tale). Det er vildt sjovt hvor mange, der kan huske dén båd!

I forbindelse med mit lille Skovgårdeprojekt har jeg interviewet mange, og næsten alle har sagt: “Nåh, var det DIN far med Hamilton Jetten!” Jeg synes dengang ikke, den båd var noget særligt, men det må den jo have været. Det bedste ved den var, at jeg kunne stå på vandski efter den, det var fedt. Kan ikke sige mig fri for at føle mig ret sej, når jeg suste rundt derude på vandet.

Et sløret billede fra en smalfilm. Her ses den berømte Hamilton Jet, hvor der stod Fiskars på

Min far var vist desværre også lidt berygtet for at vogte over bækken, der løber langs naboens grund. Han skældte ud, når børnene gravede i den, for så kunne der ske det – mente han – at de ændrede bækkens løb. Dermed kunne den løbe hen forbi vores del af stranden, og det blev svært at få båden i vandet. Ellers kan jeg ikke finde nogen undskyldning for at skælde ud, det var jo ikke hans bæk! Og stranden er som bekendt åben for offentlig adgang og ophold.

Heldigvis husker naboerne også mine far og mor som almindeligt venlige mennesker, der dog nok holdt sig lidt for sig selv. Mine forældre boede i sommerhuset hele sommeren (og faktisk en stor del af året), så det var lange skønne somre derude. Og vejret var naturligvis altid godt – sådan husker jeg det i hvert fald 🙂

Min far foran huset, jeg i vinduet på 1.sal. Ult. 60erne. Bemærk fangsten

Hunde og heste

Da jeg var 12 år, fik jeg mit allerstørste ønske opfyldt – en hund. Så Golden Retrieveren Bonnie blev min barndoms- og ungdoms følgesvend. Den race var meget moderne dengang og naboen i nr.22, der nu hed Wichmann, havde også en Golden.

Jeg er en stor dyreelsker og har også været hestepige. Min veninde, Bitte Flethøjs forældre havde også sommerhus i Skovgårde ( se særskilt artikel) og Bitte og jeg har tilbragt mange dejlige timer sammen derude, oftest med hestenes i centrum. Bitte havde sin islænder Graumann opstaldet hos Harald Kæmpe (se særskilt artikel) på gården på toppen af bakken op mod Tustrup. 

Bitte Flethøj og jeg, der sidder på Bittes islænder Graumann. Taget foran vores hus på Borgmestervangen 24, ca. 1969

Kæmpe havde en lille, tyk, rød pony, der hed Lise og den fik jeg så lov at ride på. Senere købte Bitte også ponyen Nick af Kæmpe og så kunne jeg låne Graumann. Til sidst fik Bitte en stor hest, Patricia, som jeg også havde glæde af. Kæmpe synes i starten, jeg også selv skulle have en hest, så han spændte Lise for jumben og kørte ned til vores sommerhus, i håb om at min far sagde ok til, at jeg købte Lise. Men det blev der ikke noget ud af, så det var godt, jeg kunne låne mig frem. Senere kom der en egentlig rideklub i Skovgårde – som Inge Mikkelsen har fortalt om i en anden artikel.

​

Teenageårene
I 1970 blev jeg teenager og interessen for drenge, fester og alkohol opstod! Jeg husker det som, at vi var en hel gruppe af teenagere, der boede hos vores respektive forældre i Skovgårde hele sommeren og som ofte var sammen derude. Jeg husker navne som Aage Kjølner, Søren Madsen, Arne Munk m.fl., ligesom jeg tit havde veninder fra Randers på besøg.

(Da vores egne børn var unge, fik de slet ikke samme oplevelse. Dels var vi kun derude i 1-2 uger af sommerferien, dels kendte de ikke til andre unge i nærheden. Og så ville de faktisk hellere være hjemme i Hadsten.)

Jeg synes selv, jeg var en lille, bly viol som teenager, men for nylig hørte jeg fra en god ven, at hans storebror omtalte mig således: “hende Tine sad altid oppe ved kiosken og holdt hof! Så sad hun der som Dronningen af Saba!” Jeg var ved at falde ned af stolen af grin, da jeg hørte det. Men i hvert fald et faktum, at kiosken var centrum for meget socialt samvær og at vi også derfor savner den.

På nordterrassen, formentlig omkring 1968. Min mor (der bøjer sig) og jeg i døråbningen

Årets højdepunkt i min teenagehjerne var, når Fjellerups årsguide kom og man kunne se, hvornår der var teltbal! Jeg var også til bal på Fjellerup kro og en gang gik Bitte, jeg og Kæmpes søn Lasse ud til forsamlingshuset i Fjerupgårde, Las Vegas. Det var en lokal sportsforening, der afholdt festen, men med lidt overtalelse kom vi udefrakommende piger ind. Jeg har senere talt med nogle lokale herrer fra Skovgårde, der kunne fortælle, at den slags “overskridelse af grænserne” var forbeholdt os piger. Kom drengene på fremmed territorium, vankede der tæsk!

Nå, det var dog ikke fester hele vejen igennem. Det var også i Skovgårde, jeg burede mig inde helt alene, da jeg skulle læse til studentereksamen i 1976. Og det gav pote, pludselig (men rigeligt sent…) forstod jeg matematikkens mysterier – det hjælper sjovt nok at boge den lidt 🙂

Hamilton Jetten på stranden. De to strandløver er drenge fra min gymnasieklasse. Sommeren 1973, hvor vi blev studenter

De unge år

I 1977 mødte jeg min kære mand, Henning og vi blev i perioden 1985-93 beriget med tre sønner. I den periode var vi ikke helt så meget i Skovgårde, men havde bl.a. gavn af, at mine forældre passede vores hund derude, når vi tog på ferie.

Vi husker, at huset i tiltagende grad fik karakter af “Torneroseslot”, forstået på den måde, at træerne foran huset (ned mod vandet) blev megahøje, så man ikke kunne se vandet. Men mine forældre orkede ikke at gøre noget ved det.

Min far og mor med vores førstefødte Mads, sommer 1986

Vi overtager huset

Min far døde i 1994, min mor i 1995 og vi overtog derefter huset sammen med min bror Kjeld i 1995. Herefter lavede vi en del om: huset blev malet gult med gråt træværk (i dag ville man nok kalde det vandalisme at ødelægge det oprindelige 60er look), fik nyt køkken og min bror og Henning byggede en kæmpe træterrasse på to sider af huset. 

Så er huset blevet gult. her set fra nr. 26. Taget i 1997

Efter min bror blev skilt, ville han gerne af med sin halvdel og vi overtog huset helt. Vi fortsatte renoveringen, fik nyt tag, fik sat store aluminiumskarnapper i taget, så der kom mere lys ind, rev nålefilet af og afhøvlede gulvene, fik nye møbler mv.

​

Nyt hus i 2008
Men huset blev alligevel aldrig rigtigt “mit” hus, synes jeg. Og så synes jeg grundlæggende, at et sommerhus skal være af træ. Da naboen byggede nyt hus i 1997, blev vi udsigtsmæssigt udfordret, idet vores hus lå skråt på grunden og således kom til at kigge ind i naboens tag. Endelig betød en ny strandbyggelinje, at vi måtte bygge 8-9 meter længere fremme. Så enden på dasken blev, at vi rev hele molevitten med, trods alle renoveringer. Men huset var grundlæggende ikke et godt byggeri og derfor også dyrt at varme op.

Juli 2008 stod vores nuværende sorte træhus klar. Bagefter har vi korset os over, at vi straks efter rejste 2 uger til Korfu med børn og svigerdatter, med baggrund i vores sølvbryllup. Havde været lidt mere oplagt at holde ferie i det splinternye hus…

Det nye hus, bygget 2008, her set fra vandsiden

Livet i Skovgårde
Nå, men siden har vi så sandelig brugt det særdeles meget, ikke mindst efter vi begge stoppede på arbejdsmarkedet sept. 2015.

​

At få det nye hus er det bedste, vi nogensinde har gjort! Arkitekten var meget optaget af, at det ikke måtte “larme i landskabet”, for det ligger jo tæt på vandet. Derfor er det sort med sorte vinduer. Desværre var grunden for smal til et hus på tværs, og det er jo en udfordring med udsigt mod nord og sol fra syd. Det synes vi arkitekten løste godt med symmetriske, store glasdøre mod hhv. nord og syd og en bred, gennemgående “gang”, der fungerer som en del af stuen. 
I sidste øjeblik kom der rytterlys ind i taget, hvilket giver et dejligt lysindfald. Og det er som at sidde ude i naturen, når man sidder i stuen. Vi kommer der på alle tider af året, og nyder også brændeovnen, der supplerer jordvarmen og solcellerne på begge sider af taget. Vi producerer således mere energi, end vi forbruger, så der er altid varme på og huset står helt parat, uanset hvornår vi kommer.

Borgmestervangen 24, her i vinterdragt

​Vi har en båd/jolle, som vi bruger til sejlture, især til Fjellerup samt til lidt fiskeri med stang. Desuden herligt, at vi har dejlige naboer og venner herude og efter anskaffelse af allroad elcykler er det ekstra skønt med den nye cykelsti til Fjellerup. Vandreskoene luftes flittigt på stranden og i naturen i området. 

Den nye jolle i vandet

Vores gamle gule labrador Freja, der blev 15 ½ år, elskede hvert minut i Skovgårde, som vi også kalder Hundeparadiset. Nu er det Nanna, brun labrador på 16 mnd., vi har fornøjelse af og som også elsker at være herude, hvor der er mange andre hunde og basis for gode ”legeaftaler”. 

Der er stadig hunde i familien. Her gamle Freja med ældste søns Else som hvalp

Vi fik ny hvalp i sommeren 2021 – det var en god kontaktskaber!

Grunden er bevidst “vild” på vandsiden. Biodiversitet! siger jeg bare, og glæder mig over min vilde engs skiftende udtryk året igennem. På sydsiden har Henning sin foretrukne græsplæne og således får enhver sit.  Vi elsker vores sted herude og skal bæres herfra! Alene solnedgangen er det hele værd.

Nordterrassen

Projekt Skovgårdes historie 

Jeg er blevet opmærksom på, hvor mange, der faktisk bor fast i Skovgårde. Ind i mellem frister det også os, men vi fastholder nu vores to hjem og glæder os hver gang, vi skifter – det giver en dejlig afveksling.

Udsigten fra nordterrassen

Det er også sjovt, at vi er så mange “2. generationsindvandrere” herude, der nyder godt af, at vores forældre købte grund herude i den spæde sommerhusstart. 

Og det var det, der gav mig ideen til at starte ”projekt Skovgårdes historie” – en syssel, jeg er blevet helt bidt af og som fylder rigtigt meget for mig. Det er superhyggeligt at besøge folk og få deres historie. Nogle synes, de ikke har mere at bidrage med, for jeg har jo allerede skrevet så meget, siger de. Men det bliver kun endnu mere spændende, når tingene begynder at hænge sammen og jeg kan få lukket nogle huller.

Udsigt fra vestterrassen

Min egen historie har ikke så mange gamle billeder, bl.a. fordi min mor skiftede til smalfilm og vi selv til video i en stor del af perioden og det er ikke så nemt at vise klip herfra.

Sydterrassen – her er der sol og læ om dagen

Til sidst lidt reklame for min hjemmeside: Mulighedernestid.dk, der er en rejseblog, der beretter om vores rejser/ophold i ind- og udland. Her fortæller jeg også mere om Skovgårde, hvis nogen har lyst til at læse med (skriv Skovgårde som søgeord)