Henning Christensen
og hans datter Helle

tidl. Hasselvej 3

(Interview, januar 2021)

Henning Christensen og hans svigerfar Jacob Nielsen byggede helt tilbage i 1958 et lille sommerhus på en af de grunde i Skovgårde, som Johannes Sørensen lejede ud. Adressen er ikke helt fastlagt, men huset, der blev kaldt GRY og oprindeligt var et hønsehus, lå på en af vejene ned mod stranden, bag Johannes´ gård.

Jacob Nielsen kendte Peter Vinther fra Aly (særskilt historie om Peter Vinther) og kørte sommetider med ham til Skovgårde, for Jacob havde ikke selv bil. Både Jacob og Peter var ansat ved Nissen i Langå. Henning husker, at smeden, der var ansat hos Nissen, fik lov at få træet fra et gammelt køletårn hos Nissens. Det var af det træ, han byggede sit sommerhus. Det ligger fint i tråd med andres fortællinger om de første, små huse, der blev opført af de forhåndenværende materialer.

Når familien skulle hen til Magda i kiosken for at købe mælk, hentede hun den ovre i bækken, der fungerede som køleskab, erindrer Henning.

Det lille sommerhus blev omkring 1963-64 solgt til købmanden i Lystrup. Henning kan huske, at de skulle have penge til gulvtæpper, da de havde bygget hus i Hadsten. Det fik de så via salget af sommerhuset…

Nyt hus
Efter et stykke tid, fandt familien ud af, at de gerne fortsat ville have sommerhus i Skovgårde og da var der blevet udstykket grunde bag Ruingården. På adressen Hasselvej 3 var det igen svigerfaren Jacob, der byggede det nye hus, sammen med Henning. Det har været i slutningen af 1960erne. De kunne selv vælge mellem alle grundene i området, da huset var det første, eller i hvert fald et af de første, der blev opført.
 

Christensen_1.jpg

Familien Christensen i sommerhuset på Hasselvej 3

Huset tilhørte i starten svigerfaren, men senere, da svigermoren døde, overtog Henning og hans kone Inger. De fik døtrene Helle og Lone. Helle er årgang 1964 og Lone 5 år yngre.

Det nye sommerhus, der lå på en koteletgrund, fik ikke noget navn, men tæt på lå et hus, der hed ”Bettebo”. En af naboerne var kørelærer i Randers, det var Arne Sørensen i nr 7.
Familien Christensen så ikke så meget til naboerne, men de var jo også kun derude i nogle weekender, samt ca. 8 dage om sommeren. Henning drev en glarmesterforretning i Hadsten, som også skulle passes.

Christensen_2.jpg

Familien i haven, hvor der var et anneks

Dog så de en del til familien Sveigaard, Karin og Kaj, der havde sommerhus på Poppelvej. Dem kom de fortsat sammen med efter de havde solgt sommerhuset. Kaj lever ikke mere, men Karin gør, og bor i Randers. De havde en søn, der hedder Brian og en datter, der hedder Anette.

Christensen_3.jpg

Her ses huset fra en anden vinkel

Familien Christensen kom også meget hos Kæmpes, ligesom Kæmpes har besøgt familien Christensen i sommerhuset. Kæmpe hjalp Henning, især med tungere arbejde, idet Henning havde fået problemer med ryggen.

Helle og hendes veninde plukkede jordbær for Ruingården. Vi er nok mange, der husker, da vi købte jordbær hos Ruingården, det var i hvert fald fast tradition hos os (Tine).


Både Helle og Henning husker Anine, der boede i det lille hus ved bækken. De husker det som om, at hun puttede sig lidt, når der kom folk i nærheden, at hun var lidt sky. Hende var børnene bange for, men de var også nysgerrige, så de gik tit hen til bækken. Men Helle kom nogle gange ind til Anine. Her var der sand på gulvet og Anine fik sit vand fra bækken. (Mere om Anine i en særskilt artikel).


Slut med tiden i Skovgårde
Inger Christensen fik sklerose og familien flyttede fra huset i Hadsten til Langå, hvor de overtog Ingers forældres hus. Det er i den forbindelse sommerhuset blev solgt til Egon Hilbert Nielsen, hvilket skete i 1988. Efter nogle år i Langå vendte familien Christensen tilbage til Hadsten i 1994.


I dag er Henning 85 år og bor fortsat i Hadsten, hvilket han har gjort siden 1955, kun afbrudt af årene i Langå. Hans kone Inger bor nu på plejehjemmet Møllegården i Hadsten, da hun lider af sklerose og demens.

Christensen_4.jpg

Sådan ser Hasselvej 3 ud i dag – på en grå vinterdag

For ikke så lang tid siden kørte Lone med sin far til Skovgårde for at gense området. De kørte forbi deres tidligere hus, som eksisterer endnu, men er renoveret. De fik lov at komme indenfor og se huset, som det ser ud i dag. Nuværende ejer (siden 1995) hedder Poul Erik Thomassen.