SKOVGÅRDES GÅRDE OG SOMMERHUSUDSTYKNINGER – GUIDEDE TURE 2025

Ligesom i 2024 havde jeg i år guidede gåture i Skovgårde. I år med fokus på de 5 gårde, der har udstykket sommerhusgrunde. Ca. 90 deltog, fordelt på 4 datoer og der var stor lydhørhed og spørgelyst. Desuden var der deltagere, der kunne bekræfte og supplere – det er altid noget særligt.
I år var vejrguderne ikke helt med os på alle datoer. Et arrangement måtte flyttes pga. udsigt til regn, hvilket gav lidt mandefald. Det sidste arrangement blev gennemført trods regn undervejs, men deltagerne holdt tappert ud.
Vi sluttede med gratis kaffe og kage hjemme hos os (Henning og Tine) på Borgmestervangen 24. Traktementet var sponsoreret af Skovgårde grundejerforening og som altid var det Lene Viftrup, der havde bagt dejlig kage. Tak til Anders, Anni, Lars, Bent og Lene, der på skift agerede “kaffealfer” og havde traktementet parat, når vi efter knapt 2 timers vandring og god snak nåede målet.
Der var forespørgsel på emner som Bibelcampingen og tyskerstillingen, så der er formentlig basis for en tredje tur i 2026. Denne har foreløbig arbejdstitlen “Skovgårde fra oldtid til nutid”.
Se billeder fra de enkelte ture i 2025.