Bjørn og Aase Christiansen

Rypevej 5

(interview d. 20.4.24, rev. juni 2025)


I forbindelse med de guidede ture i Skovgårde i 2024 lavede jeg et interview med Aase og Bjørn Christiansen, hvis hus på Rypevej 5 var det sidste på ruten.
 

Skovgårdes ældste sommerhus? 
 
Dette hus er i mine øjne noget helt særligt, og mega smukt. Det er på sin vis Skovgårdes allerældste, eksisterende sommerhus. Det er helt fra 1927, hvilket også fremgår af Dingeo.dk. Så det er lige knapt 100 år gammelt!  
MEN, der er den lille krølle, at det ikke har ligget i Skovgårde siden 1927, ”kun” siden ca. 1952. Men derfor er det stadig et af de første sommerhuse i Skovgårde.

Huset har tidligere ligget i en kolonihave, der lå syd for sygehuset i Randers. Det var Bjørns forældre, der havde en have med hus her. Da området omkring 1952 blev solgt til socialt boligbyggeri, kunne de ikke få noget for huset, men de syntes det var synd bare at skrotte det. På det tidspunkt havde de allerede fået en del jord i Skovgårde og så flyttede de huset derud.

Dette billede er faktisk det eneste, der kan findes af huset før i tiden. Det er fra 1953 

Bjørn har et gammelt regnskab fra dengang, hvoraf det fremgår, det kostede 16.000 kr. at pille huset ned og sætte det op i Skovgårde, hvilket var mange penge dengang.  
Huset, der var meget mindre end det er i dag, blev simpelthen skilt ad og sat op igen på samme måde ved ankomsten til Skovgårde. Så selvom det først kom herud i 1952, regnes huset altså for at være fra 1927.  
 
Grunde som betaling 
 
Bjørn ”den ældre” var landinspektør og var inde over alle udstykninger i Skovgårde (jeg har også set mange tegninger og matrikelkort med hans navn på).  
 
Allerede omkring 1950 ville den daværende ejer af Dalgård, der i dag er campingplads, gerne udstykke sommerhusgrunde. Men det var simpelthen for tidligt! Ingen ville købe grundene. Men nu havde landinspektøren jo lavet arbejdet og skulle have sin penge. Dem havde Dalgårds ejer så ingen af, men Bjørn Christiansen blev tilbudt nogle grunde i første række ned mod vandet som betaling. Det var Bjørn meget i tvivl om han skulle takke ja til. Hvad skulle han med jord i Skovgårde, her var jo ingenting – som I ingenting – ud over marker og så lige gården Dalgård samt et par andre boliger. Herunder nabohuset, nu Rypevej 3 og Borgen.  
 
Der var ingen træer heller, her var helt bart – og så lå det 30 km fra Randers! Men landinspektøren tog alligevel i 1952 imod dét, der svarer til 2/3 af grunden og fik så flyttet kolonihavehuset herud.  
 
Fra bare marker til skov 

Bjørn husker, han var 12 år, dvs. i 1957, da faren plantede en hel masse træer på grundene. De første gik ud, men anden gang tog de heldigvis fat. Her er fyr, gran, eg, lærk og bøg. Kun nåletræerne er dog plantet, resten er selvsået. 
I dag er der en hel skov på en stor del af den ubebyggede grund.  Aase og Bjørn glæder sig dagligt over det rige dyreliv, de har i deres lille skov. De har besøg af rådyr, harer, et sort og et rødt egern, fasaner samt rigtigt mange andre forskellige fugle.
 
Der voksede også mange af de nu forhadte bjørneklo, og det havde en forklaring: En Fru Thomsen, der ejede huset skråt nedenfor Rypevej 5, kunne godt lide bjørneklo, så hun strøede frø ud fra dem! Bjørn har siden haft et ”hus” med at få bugt med dem.  

Parret får mange henvendelser pga. det ubebyggede areal ved siden af huset. Bjørn og Aase har 4 børn og 12 børnebørn, så der er nok af potentielle arvtagere i familien. Rypevej 5 er dermed et eksempel på et hus, der har været ejet af samme familie altid.  

Bygget til af mange omgange

I dag er det et vinkelhus, men hyggelig gårdhave

Bjørn er arkitekt, og har haft et arkitektfirma i Ringkøbing.  Han er i dag pensioneret.  Parret, der bor i Ringkøbing, overtog huset omkring 1995.

Bjørn og Aase foran huset på Rypevej

Der er bygget til af flere omgange, og det oprindelige kolonihavehus udgør midten af huset. 

Spisestuen

I 2004 gennemgik huset den helt store renovering. Der blev bl.a. bygget badeværelse, ny gang og et stort soveværelse.  

Tegninger af renovering og udvidelse af sommerhuset

En af de karakteristiske ting ved huset er det specielle tag, der ser lidt ”Kinaagtigt” ud – det ligner et pagodetag. Bjørn ved ikke hvorfor, men sådan har det altid set ud.  

Alle bygninger har “pagodetag”

Ved den store renovering blev garagen og brændehuset også bygget, i samme stil som selve huset.  

Garagen

Originale vinduer 

Flot udsigt

Det er de helt oprindelige enkeltlagsruder, der er der den dag i dag. Og det er så her Bjørns faglighed som arkitekt kommer ind. Dengang var det kram! Træet et tætåret, fordi det er fra langsomt voksende træer. Ikke som i dag, hvor det skal gå stærkt og man pisker dem op i vækst, bemærker Bjørn.  
Aase fortæller, hvordan træet duftede af skov, da de sleb karmene ned.   

Her ses nogle af de oprindelige vinduer

Og Bjørn har også en forklaring på, hvorfor det er bedst med enkeltruder og ikke termoglas – det er noget med at kunne ånde og ikke blive for tæt. Jeg har selv set, hvordan det oprindelige glas, der stadig er der, f.eks. i dele af spisestuen, ser ud – lidt tykt og uregelmæssigt. 

En fantastisk grund

Rypevej 5 er i sandhed en perle, både i kraft af historien, den nænsomme renovering, den kæmpestore grund og den fantastiske beliggenhed.